Forfatter Emne: Misundelse indenfor sport eller på arbejdspladsen?  (Læst 303 gange)

Offline politisk ukorrekt (OP)

  • Hyper medlem
  • *****
  • Indlæg: 3170
  • Activity:
    11.6%
  • Country: 00
  • Køn: Mand
  • Selvfølgelig styrer aliens da verden.
    • Vis profil
Misundelse indenfor sport eller på arbejdspladsen?
« Dato: Juli 03, 2017, 11:32:29 am »
Interessant blog-indlæg af svømmeren Lotte Friis, hvor hun ærligt indrømmer, at man selvfølgelig er lidt misundelig på andre, hvis de leverer bedre resultater end én selv. Jeg synes, at det er forfriskende, at hun taler lige ud af posen i stedet for det sædvanlige hykleri med, at man er åh, så lykkelig på den andens vegne, hvis han eller hun vinder og man selv bliver nr. 2 eller 5....

http://www.bt.dk/blogs/lotte-friis-indroemmer-jeg-var-misundelig-paa-pernille-blume


Samme problematik ses vel på arbejdspladser, hvor man, selvom man er kollegaer, vel også konkurrerer lidt om at være den bedste, at få den højeste løn o.s.v.

Har I været i situationer, hvor I indrømmer at have frydet jer over andres fiasko i sport eller på arbejdspladsen? Eller hvor det inderst inde irriterede jer, at en anden klarede sig bedre eller havde mere held i sprøjten?

Jeg er enig med Lotte Friis. Man behøver ikke have antipati mod den pågældende person, men en let gang misundelse kan være en god ting, fordi det ansporer én til at yde en ekstra indsats. Og nogle gange kan man også blive for gode venner, for det er demotiverende for arbejdsmoralen både i sport og på en arbejdsplads. Bare se det tyske fodboldlandshold. Der er næsten altid intriger og interne slåskampe, og jeg mener, at det er én af årsagerne til, at Tyskland meget tit vinder i fodbold. Fordi i sport skal man ikke være alt for gode venner. Bare se 80´er-landsholdet i fodbold her i Danmark. De havde fantastiske spillere og var superkammerater udenfor banen. Men de vandt jo aldrig noget. Måske fordi de var FOR gode kammerater og der manglede lidt tænding og intern konkurrence....

Det er klart, at hvis man er på hold sammen i en holdsport, så vinder man kun, hvis alle spiller godt eller yder deres bedste. Så det nytter ikke at håbe på at holdkammeraterne fejler. Og dog. Man kan jo være i konkurrence med en anden spiller om at få pladsen på holdet. Hvis to angribere kæmper om den samme plads, er det da klart, at man ikke håber, at ens konkurrent scorer et hattrick i en afgørende kamp - for så har man jo mistet pladsen. Den slags taler ingen højt om, men alle ved jo, at det er sådan det fungerer. At man udadtil lader som om, at man glæder sig på den andens vegne. Men inderst inde er man alligevel lidt småirriteret over, at HAN blev et hit, mens du selv ikke slog til. :hyper:

Nogen på din-debat, der har oplevet den slags konkurrence på arbejdspladsen eller i sport og vil indrømme, at han eller hun frydede sig over, at andre fejlede. Eller i hvert fald indrømmer at have spillet et dobbeltspil, hvor man udadtil lod som om, at man var glad på modpartens vegne, men inderst inde nok var lidt lunken over situationen?

Jeg fortæller gerne om egne oplevelser i den forbindelse, men synes ikke at det hører selve debatoplægget til. Men måske svarer jeg senere, hvis der viser sig at være interesse for diskussionen.
« Senest Redigeret: Juli 03, 2017, 11:36:03 am af politisk ukorrekt »
Sandheden er ilde hørt. Men sandheden er at Aliens allerede er her på jorden og infiltrerer alverdens regeringer. Take it or leave it. But it´s true.

Offline Landboen

  • Hyper medlem
  • *****
  • Indlæg: 2872
  • Activity:
    0.8%
  • Country: bs
    • Vis profil
Sv: Misundelse indenfor sport eller på arbejdspladsen?
« Svar #1 Dato: Juli 03, 2017, 11:41:57 am »
Jeg er ikke konkurrencemenneske. Jeg spiller for hyggens skyld, og kunne ikke drømme om at hovere hvis jeg vinder.

Mht. at være misundelig, så er det da en helt naturlig følelse, som man godt kan lufte offentligt.
Der er jo himmelvid forskel på misundelse.

Der er den grimme - hvor man ikke under andre noget godt.

Og så er der den gode - hvor man ville ønske det var en selv der vandt/fik noget godt osv.


Kommer til at tænke på Preben Uglebjergs "Bare det var mig".  :big_grin:

---------------------------------------------------------------------

Bare det var mig
Ole Marken | Per Møller

Bar’ det var mig, der var sol – ih hvor sku’ jeg skinne.
Bar det var mig der var sky, så vil jeg forsvinde
Og lade himlen være så blå så blå.
Dejligt at kigge op på.

Bar’ det var mig, der ku’ gro i en urtepotte
Bar’ det var mig der var grøn, så sku skoven få det.
Som om det var forår hver en-ste dag,
Fyldt med små bøgeblads flag.

Jeg holder af at lege.
Jeg går mine egne veje,
Dagen får ny kulør
Jeg bli’r i godt humør,
Ved at ønske, at

Bar det var mig, der var sne, så sku’ jorden pudres.
Bar’ det var mig, der var bæk så sku’ dagen pudres
væk i mellem alle de små bække små
Så ku bli’ te’ en å.
Mennesker kræver ytringsfrihed som kompensation for tankefrihed, hvilken de sjældent bruger.

Søren Kierkegaard - 5. maj 1813 – 11. november 1855

Offline politisk ukorrekt (OP)

  • Hyper medlem
  • *****
  • Indlæg: 3170
  • Activity:
    11.6%
  • Country: 00
  • Køn: Mand
  • Selvfølgelig styrer aliens da verden.
    • Vis profil
Sv: Misundelse indenfor sport eller på arbejdspladsen?
« Svar #2 Dato: Juli 03, 2017, 04:21:09 pm »
For mig at se har det også noget at gøre med, om man synes at en anden person er det værd. Om han eller hun fortjener hæderen - eller om han eller hun er svineheldig.

F.eks. kan det irritere mig, når nogen vinder i sport, fordi de bare er svineheldige. Det irriterer mig f.eks., hvis der er VM i cykling og så ham, der vinder, er én, der aldrig har vundet et løb før, men bare er heldig at være med i det rigtige udbrud i det allervigtigste løb. Så tænker jeg: okay, flot kørt, men ER han nu også en værdig verdensmester??

Omvendt kan man modargumentere, at det så er charmen ved sport. Danmark var jo heller ikke Europa´s bedste hold, da de vandt EM i fodbold i 1992. Så hvis den bedste altid vandt, ville det også være lidt kedeligt.

Jeg bryder mig ikke om sådan noget som lotto, som KUN handler om held. I fodboldtipning er der dog som regel lidt forstand indblandet - medmindre der er tale om sypigetips.

Hvad angår sport, så findes der to former for sport. 1. ren motion. 2. konkurrencesport. Om end de to ting sagtens kan kombineres. Men her skelner jeg. Fordi er der tale om konkurrencesport, så bliver man altså aldrig en vinder, hvis man ikke irriteres over, hvis andre vinder. Man skal have en eller anden indestængt vrede og lyst til at vinde. Ellers når man ikke til tops. Derfor kan en smule misundelse være sundt indenfor konkurrencesport. Eller skal vi sige lyst til at være bedre end de andre. Og det er et godt tegn, hvis man irriteres over at tabe, fordi en glad vinder er en evig taber - indenfor konkurrencesport.

Da jeg spillede fodbold, spillede jeg da mest for at vinde. Det var ikke for motionens skyld. Fordi hvis jeg bare ville have motion, kunne jeg jo få mere og bedre motion ved at løbe en tur eller cykle en lang tur. Fodbold er jo ikke den mest intense sport, selvom det da giver en vis form for motion (men ikke så meget som cykling og løb). Men okay, i fodbold skal man også løbe lidt og det hårde ved fodbold er, at man skal sparke til bolden samtidig med, at man løber. Det kræver en vis koordination, som ikke behøves i løb. Derfor er fodbold slet ikke så nemt, som mange tror.

Men det ændrer bare ikke ved, at da jeg spillede fodbold, handlede det for mig om at vinde. Og selvom det var på et lavere niveau, så blev jeg da irriteret, når vi tabte. Og spillede jeg selv dårligt, kunne jeg være i dårligt humør resten af dagen. Sådan var det bare. Og selvfølgelig solede man sig da, når man spillede en superkamp og fik ros af alle. Ligesom man græmmede sig, når man var pivringe og var kampens syndebuk (har skam prøvet begge dele). Nu var jeg jo målmand og det er en position, hvor man enten er helt eller syndebuk. Redder man bolden, er man helten. Går den ind, så er man skyld i målet - mener mange jo. Så derfor har jeg flere gange prøvet både at være helten, men også at være syndebukken. Sådan er det at være målmand.

Og for at klare det pres psykisk, bliver man nødt til at gøre sig selv hård. Være lidt kynisk. Så især når man er målmand, så bliver man lidt egoistisk. Og da vi altid var to målmænd på holdet, der kæmpede om én plads, så er det da klart, at man så den anden målmand som en konkurrent. Og selvom man da godt kunne synes, at han var flink nok udenfor banen, så PÅ banen, var han skam en konkurrent. Og jeg indrømmer gerne, at når den anden målmand spillede (og jeg var reserve), sad jeg da og håbede, at han dummede sig. Så jeg kunne få pladsen næste gang. Og jeg er sikker på, at sådan har alle målmænd det. Fordi der kun er én plads på holdet, så man bliver nødt til at være et egoistisk konkurrencemenneske for at være målmand. Det er nemmere at være social som markspiller. For der er der jo ti pladser at kæmpe om.

Men jeg har også retfærdighedssans og derfor har jeg aldrig haft et problem med at anerkende, hvis nogen var bedre end mig. Så hvis nogen virkelig VAR bedre end jeg var, så havde jeg det fint nok med, at det var ham, der fik pladsen. Men det kunne til gengæld irritere mig ret meget, hvis jeg VIDSTE, at jeg var den bedste, og træneren så valgte den anden spiller. Jeg husker, da jeg var 17-18 år gammel og jeg og en anden målmand kæmpede om hvem, der skulle være førstemålmand på byens U19-hold. Jeg vidste, at jeg var bedre end ham. Til træning reddede jeg mange flere skud, end han gjorde. Og han var også doven og gad ikke altid yde sit bedste til træning, hvad jeg altid gjorde. Derfor blev jeg seriøst irriteret, da træneren alligevel valgte ham til at stå på mål for holdet, mens jeg kun blev reserve. Jeg ved godt godt, at det skyldtes, at denne målmands far var bestyrelsesmedlem i klubben. Så der var nok tale om en vennetjeneste og den slags nepotisme og uretfærdighed hader jeg. Resultatet blev da også, at i første halvdel af sæsonen tabte vi langt de fleste kampe og rykkede ned! Og jeg må indrømme, at inderst inde frydede det mig da en smule, at holdet tabte næste alle kampe og at målmanden ikke klarede sig særligt godt. Så i anden halvdel af sæsonen fik jeg chancen i stedet. Og den greb jeg. Og vi vandt otte ud af ti kampe og vandt også vores turnering. Og så gik vi videre til kampen om det jyske mesterskab i vores række. Og vi endte med at blive jyske mestre. Så det var da lidt fryd, at jeg i sidste ende alligevel fik vist på banen, at træneren havde taget fejl. Og jeg er sikker på, at ham den anden målmand har ærgret sig gul og grøn, da det til sidst var mig der stod med guldmedaljen om halsen og han stod med ingenting....sådan er sport nemlig også. Koldt og kynisk.

I dag motionerer jeg kun for sjovt og for at holde mig i tålelig form. Og i dag er jeg ligeglad med konkurrenceelementet. Jeg cykler meget. Og hvis jeg bliver overhalet af en eller anden kondigalning, rager det mig en høstblomst. Jeg er alligevel blevet for gammel til at konkurrere på højt plan. Så i dag tager jeg det hele meget mere afslappet. Det er mest mig selv, jeg konkurrerer med. Forstået på den måde, at jeg selvfølgelig skriver ned, hvor langt jeg cykler og hvor hurtigt jeg kører o.s.v. Så jeg kan kan holde øje med, om jeg forbedrer min kondi....
« Senest Redigeret: Juli 03, 2017, 04:24:17 pm af politisk ukorrekt »
Sandheden er ilde hørt. Men sandheden er at Aliens allerede er her på jorden og infiltrerer alverdens regeringer. Take it or leave it. But it´s true.

Offline Landboen

  • Hyper medlem
  • *****
  • Indlæg: 2872
  • Activity:
    0.8%
  • Country: bs
    • Vis profil
Sv: Misundelse indenfor sport eller på arbejdspladsen?
« Svar #3 Dato: Juli 03, 2017, 04:33:05 pm »
Jeg mener nu altså, at det at vinde i sport i høj grad også består af en pæn portion held.
Mennesker kræver ytringsfrihed som kompensation for tankefrihed, hvilken de sjældent bruger.

Søren Kierkegaard - 5. maj 1813 – 11. november 1855

Offline politisk ukorrekt (OP)

  • Hyper medlem
  • *****
  • Indlæg: 3170
  • Activity:
    11.6%
  • Country: 00
  • Køn: Mand
  • Selvfølgelig styrer aliens da verden.
    • Vis profil
Sv: Misundelse indenfor sport eller på arbejdspladsen?
« Svar #4 Dato: Juli 03, 2017, 11:17:20 pm »
Jeg mener nu altså, at det at vinde i sport i høj grad også består af en pæn portion held.

Både og. Man vinder ikke uden at være lidt dygtig. Men ofte er det så heldet og de små marginaler, der afgøre, HVEM af de dygtige der vinder.

Danmark var jo også ret heldige, da de vandt EM i fodbold i 1992, det tror jeg ikke nogen kan benægte. Jakob Fuglsang var også heldig, da han fik sølv ved OL i cykling sidste sommer. Fordi der var to af hans konkurrenter der styrtede kort før mål, så han kunne overhale dem. Så held skal der bestemt til, men held alene gør det jo ikke.

Der er dog sportsgrene, hvor held betyder mindre end i andre sportsgrene. I atletik mener jeg, at held ikke har så meget at sige. Der vinder den stærkeste næsten altid, medmindre han bliver skadet. I fodbold, håndbold og den slags, er det tit heldet, der afgør de tætte kampe. Dengang jeg var med til at vinde et jysk mesterskab i fodbold, var vi også heldige i finalen. Vi vandt efter straffesparkskonkurrence, så vi kunne sådan set lige så godt have tabt. Jeg husker, at det afgørende spark trillede lige under maven på modstanderens målmand. Han var centimeter fra at redde dét skud. Og så havde vi nok tabt i stedet. Ja, små marginaler. :yes:

Men så har jeg en granfætter, der har vundet en masse stærkmandskonkurrencer og er en af verdens stærkeste. Det mener jeg ikke er held. For dér vinder den stærkeste stort set altid. Så det er forskelligt fra sport til sport, hvor meget held betyder. Når han sådan står og løfter 400 kg. er det jo ikke held, men ren råstyrke - som der er hundredvis af timer med hård træning bag.
« Senest Redigeret: Juli 03, 2017, 11:21:56 pm af politisk ukorrekt »
Sandheden er ilde hørt. Men sandheden er at Aliens allerede er her på jorden og infiltrerer alverdens regeringer. Take it or leave it. But it´s true.