Forfatter Emne: Julekalender historie 15 december  (Læst 760 gange)

Offline Alice (OP)

  • Fuld medlem
  • ***
  • Indlæg: 102
  • Activity:
    0%
    • Vis profil
Julekalender historie 15 december
« Dato: December 14, 2014, 11:27:45 pm »
Julekalender historie 15 december Hug en hæl

Det var atter mørkt på den gamle gård. Oppe på loftet var de lige vågne og både Leonora og de to små nisser, var ved at klæde sig på, da det bankede på vinduet.

Leonora går hen for at åbne det, og uglen flyver ind og lander i vinduskammen. ”Jeg har lige været en tur i nisseland og her fik jeg en besked fra Julemanden til dem Leonora”. De kigger alle sammen på ham. ”Jeg skal sige at når julen er forbi, så skal Nosy sendes hjem til nisseland og sine forældre, og de skal beholde Curioso her til sommer, han skal bare hvile indtil Menneske Else skal på ferie i Italien igen, for det ved han. Så skal han lægges i hendes kuffert og på den måde sendes tilbage til Italien”, sluttede Uglen.

De to små nisser kiggede forfærdede på hinanden, Leonora svarede bare. ”Tak Hr. Ugle det fint, når du ser Julemanden, så sig det er helt i orden, det skal jeg nok sørge for. Tak for hjælpen”.

Uglen nikkede og gjorde tegn til at ville ud igen. Leonora åbnede vinduet og han fløj straks afsted. Nosy kiggede, ”jeg vil ikke tilbage når Curioso skal blive her, så bliver jeg også og tager med til Italien”. Han nikkede for at fortælle at han syntes det samme.

”Næ, hør nu”, Leonora lød lidt vred. ”Det går ikke, når Julemanden siger sådan, så er det sådan det skal være husk det, og få så tøjet på, for vi skal ned til Alice og høre historie. De kiggede på hinanden, men sagde ikke mere, og snart var de klar og de tog trappen. Men i dag var der ingen af dem, der tog gelænderet ned, for de to nisser var ikke glade.

Da de gik gennem stuen spurgte Nosy, ”hvordan kan vi være hos menneske Alice, når hun sover, hvad hvis hun vågner midt i historien”. Leonora smilede. ”Det gør hun ikke, det sørger jeg for, det ser I om et øjeblik”.

De gik gennem døren ind til menneske Alice, hunden Steffi, der lå ved Alices fødder, løftede hovedet. Leonora gjorde tegn il hende, så hun lagde sig ned igen, men hun kiggede på dem.

Leonora gik hent til Alice i sengen. Så tog hun noget hvidt pulver op af sin en lomme. Hun pustede det ud over Alice og sagde stille. ”Sov indtil jeg siger til igen”. Nu gik Leonora over og satte sig i Alices sofa. De to små nisser kravlede også derop, og nu stod Steffi op, nisserne opdagede hun var noget større end de to andre hunde, inde hos, menneske Else.
”Hør så her”. Sagde hun. ”Historien hedder hug en hæl. Jeg har hørt Alice fortælle den, derfor får i den som hun sagde den. Jeg skal lige sige at Herman, var Alices mand, der faktisk hed Erling og døde i 2005. Her er så historien.
Hug en hæl               

I lørdags var Herman ned i Genbrugsbutikken i Svendborg og købte en sofa og en lænestol. De ville bringe den ud i går, vi havde i forvejen en del skidt vi ville køre på affaldspladsen, så vi havde alligevel lånt en trailer, så vi fik med møje og besvær bikset min den store gamle lænestol ud og det var svært, der er ikke meget plads til at få den ud, Herman sofa røg også ud, så nu havde vi kun vores ”kontorstole” og spisebordsstole. I går aftes kom så lænestolen og sofa og ud af det kom denne historie, der hedder ”Hug en hæl”

På parkeringspladsen ved genbrug i Svendborg står en halv gammel varevogn. Nu kommer 2 mænd stønnende medens de bær på en gammel sofa, og bag efter en lænestol. ”Så, nu kan vi godt køre, ” sagde Chaufføren, og smækker bagdøren i.  Nu blev der meget mørkt.  ”Hallo, er her nogen, ” lyder en spinkel stemme. 

”Ja, jeg er her også, ” svare en grovere stemme. ”Hvem er du? ” ”Jeg er Hr. Sofa”.  ”Jeg hedder frøken Lænestol, men hvor mon vi skal hen? ”” Det ved jeg ikke, men vi har snart kørt et godt stykke tid, men jeg tror vi holder nu, og vi må hellere være rolig, for nu kommer der mennesker, ” svarer hr. Sofa.

”Det er godt nok langt ude på landet det her”.  ”Ja lad os nu få læsset af og holde fyraften, ” sagde Chaufføren.  Nu kommer Herman og Karen. Han tager lænestolen og bære den op til Lotte.  Hun får den trukket ind af døren. Lotte smiler ved sig selv, hun tænker på det bavl, de havde med at få den gamle lænestol ud. Herman er gået ned til Karen og sammen bikser de sofaen op, og det er ikke nemt, der er ikke meget plads, men op kom den da. ”Puh ha, ” siger Herman, nu kom det værste, den skal ind af døren til stuen. 

”Skal vi sætte den på højkant og så møve den skråt ind, ” foreslår Karen. ”Av, Av,” stønner Hr. Sofa, ” Kan I ikke se der er for lidt plads, jeg kan ikke komme ind.” Herman bander fælt, de prøver på alle måder, men ind vil den ikke. ”Du er nød til at save noget af de høje armlæn, så kan den måske komme ind, ” foreslår Karen.  Men, nej, det er ikke nok.

Igen råber Hr. Sofa – ”AV pas dog på, det gør ondt. ”  Vi giver op, vi sætter den ind i værelset. Karen og Herman tager den gamle sofa, børnebørnene sover på når de er her, ind i stuen og den ”Nye” i værelset. Men Ak, det kunne den heller ikke. ”Vi stiller den op af døren til værelset til vi finder en løsning, ” siger Karen.

”Den skal længere ind, for ellers falder jeg over den i nat,” svarer Lotte. Karen skubber, ”det er ærgerligt, ” siger hun, bare en millimeter mere, så kunne det kom helt ind og står ikke i vejen, fortsætter hun, medens hun skubber. ”Hov, nu er den der inde, ” råber Herman.  Så hen og slæbe den gamle sofa fra værelset og ind i stuen.

Her er Frøken Lænestol glad, Lotte sidder i den og føler sig godt til rette. Men Hr. Sofa puster og små snøfter inde på værelset, han er både træt og øm.

 Næste dag tager Herman en sav, måler og saver et stykke af alle benene på hr. Sofa.  Han skriger af smerte. ”I gør mig mindre, jeg vil ikke være lille, ” men mindre blev han og nu kunne han komme ind i stuen.  Den gamle sofa, bliver igen smidt ind i værelset, så Pippi kan sove på den om natten og hun er glad for at få sin gamle ”seng” tilbage.

Inde i stuen fortæller Hr. Sofa sind veninde Frøken Lænestol om alle de onde ting menneskerne har gjort ved ham.
Men faktisk er han godt tilfreds, for nu kan han bruges af både Herman og Pippi, og så er der jo også hans nye veninden den dejlige Frøken Lænestol. ”Jo, der sker ikke noget uden det er godt for noget, ” smiler Hr. Sofa og hviler sig til det går løs igen næste morgen.

”Ja”, forsatte Leonora. Og Hr. Sofa, sidder vi på, og derover hvor Steffi har langt sig, det er Frøken Lænestol”. De to små nisser kigger derover. ”Ja, vi er jo ikke helt så unge og slet ikke så fine som dengang”, sagde Frøken Lænestol, ”men vi elsker stadig hinanden”.

Leonora lo. ”Ja, det gør vi og nu skal vi til at slutte her, for vi skal op igen. Kom I to, men først”. Hun gik hen til Alice dryssede igen pulver ud over hende, og sagde denne gang. ”Nu må du vågne som du plejer igen”.
Så vinkede de til Steffi, Sofa og Lænestolen og de skyndte sig igennem døren og op på loftet. De gik i seng med det samme og snart sov de. Leonora drømte om at nu var der kun 9 dage til juleaften.