Forfatter Emne: En lille historie om alder og om hvordan tidligere tiders indsats bliver glemt.  (Læst 422 gange)

Offline Desdicardo (OP)

  • Senior medlem
  • ****
  • Indlæg: 349
  • Activity:
    3%
  • Køn: Mand
  • Livet kan være godt.
    • Vis profil
Af Sigurd Hartkorn Plaetner - Og Jeg. :))

På en bilkirkegård ved siden af mit gamle kontor på Refshaleøen står en slidt og forsømt Fiat Panda fra 80' erne og samler støv, fuglelorte og rådne efterårsblade.

I Guldbergsgade ser jeg ofte en duknakket pensionist i rædselsfuld fleece.

Han undviger, hver gang man har kollisionskurs, og han krummer sig sammen ved høje lyde.

Den åbenlyse forskel på de to må være, at hvor Pandaen er lavet af metal, gummi og glas, er pensionisten lavet af kød, knogler og andet organisk materiale.

Desuden har pensionisten antagelig en bevidsthed, og det tvivler jeg på gør sig gældende for Pandaen.

Når det er sagt, har det flere gange slået mig, hvor stor ligheden egentlig er mellem de to.

Begge er de af deres ejere blevet placeret på en pladsbesparende og ildelugtende institution med ligesindede, hvor deres eneste formål er at vente på afhentning af henholdsvis bedemand og ophugger.

Ingen af dem er konkurrencedygtige.

Hverken pensionisten eller Pandaen kan tage sig af en moderne familie med 3 børn, og ingen af dem hører til i København, hvis man spørger mig.

Og så er der den her eksistentielle skam, som de begge bærer over sig.

Hos pensionisten ses det på den bukkede nakke og halvdøde påklædning, hvor Pandaen manifesterer det med de slørede og nedadpegende forlygter, spinkle hjulophæng og et fladt fordæk.

Overflødige og til besvær
Byen og samfundet beundrer dem ikke for, hvad de var engang, alt deres hårde arbejde, de betalte skattekroner, tilbagelagte kilometer og alle deres rigtige beslutninger.

Pensionisten og Pandaen betragtes adskilt fra deres fortids bidrag og opnåelser.

De ses på med de løftede øjenbryn, der siger 'Ja ja, det er alt sammen meget fint, men hvad kan du gøre for mig nu?'.

Ingen husker de mange vintre, hvor Pandaen, som den første bil med firehjulstræk, hårdtarbejdende trak mindre privilegerede biler fri fra sneen, og ingen husker, hvordan pensionisten selv med influenza slæbte de mursten, der nu har ført til mange familiers hjem og hans egen krumme ryg. Og selv de, der husker, vil sige: 'Det var dengang. Nu har vi airbags, parkeringssensorer, elbiler, billige polakker, kraner og arbejdsskadeforsikringer'.

Og derfor skammer Pandaen og pensionisten sig over deres eksistens. De er ikke engang bare overflødige - de er til besvær! Forurenende, udgiftstunge, de sure tal i statistikken.

Når jeg ser Pandaen på Refshaleøen eller pensionisten i Guldbergsgade, slår det mig nogle gange: Hvordan havde de set ud, hvis de var i Italien? Landet, hvor en Panda fra 80' erne bliver kaldt verdens bedste bil, fordi den er pålidelig og trofast.

Landet, hvor de ældre mænd sidder i lapsede jakkesæt og med ranke rygge på byens torv og venter på, at barnebarnet kommer og spørger dem til råds. Landet, hvor du læner dig stolt op ad din Panda, viger for din oldefar, og hvor respekt er noget, du optjener igennem et langt liv med hårdt arbejde.

Men Pandaen står stadigvæk på Refshaleøen, og pensionisten vandrer stadig afvigende op og ned ad Guldbergsgade.

Sådan er det med København. Ting foregår, andre forgår, noget huskes, det meste glemmes, og om 50 år vil det muligvis være mig, der duknakket og med rædselsfuld fleece går ned ad Guldbergsgade som blot endnu en af fortidens forældede eksistenser i en by, der har travlt med funktion, forbedring og fornyelse.
Endnu engang har historien gentaget sig.
Intet er sikkert her i livet udover døden,