Forfatter Emne: Julekalender historie 20 december  (Læst 754 gange)

Offline Alice (OP)

  • Fuld medlem
  • ***
  • Indlæg: 102
  • Activity:
    0%
    • Vis profil
Julekalender historie 20 december
« Dato: December 20, 2014, 12:01:23 am »
Julekalender historie 20 december I det hule træ

Det var atter mørkt på den gamle gård, men Nosy havde været vågen længe. Hun var listet ud på det store loft. Her havde hun fundet varme tæpper til at tag over sig. Dem havde hun gemt i en bunke, over i et hjørne. Hun listede ind i det lille kammer igen, og her tog hun forsigtig lidt af både hendes og Curiosos tøj og gemte samme sted. Så kravlede hun igen og faldt i søvn.

De vågnede som de plejede og Leonora og Curioso kunne ikke forstå at Nosy var så træt. ”Hvad skal vi lave i nat”, spurgte Curioso. ”Tja, hvad vil I lave”, var Leonoras svar. ”Det ved jeg”, brød Nosy ind, vi kan gå ud og gå en tur”. Leonora kiggede ud af det lille vindue. ”Nej, hvis I vil, kan I to gå en tur, for jeg syntes det ser koldt ud, og jeg er jo gammel”, smilede hun.

De to nisser ville gerne og de lovede Leonora at de ikke ville blive for længe væk.  Så de tog deres varme tøj på, og så sagde de pænt på gensyn og gik gennem døren ud på det store loftrum. ”Vent”, sagde Nosy og løb hen og tog de ting hun havde lagt til side.

”Hvad sker der”, spurgte Curioso, men Nosy tog hans hånd og trak ham hen mod trappen, og så kurede de begge to ned af gelænderet. De skyndte sig ud. Curioso var stadig forvirret og vidste ikke helt hvad der foregik.

Nu holdt Nosy en lille pause, og så sagde hun. ”Hør nu her, vil du ikke have vi to skal blive sammen”. Han nikkede og så fortsatte hun, ”så må vi stikke af nu, for ellers når vi det ikke, vi skal være væk juleaften, ellers bliver jeg sendt hjem og du skal blive og sendes tilbage til Italien. Og det vil jeg ikke, hvad med dig? Vil du blive her, eller vil du tilbage til Italien”?

Han tænkte et øjeblik, og så svarede han hurtigt. ”Jeg vil blive hos dig, der hvor du er, vil jeg også være”. Hun smilede glad. ”Godt, og lad os så komme væk, vi skal være forsigtige så ingen ser os. Først går vi over mod åen og laver en masse spor i sneen, og bagefter går vi over vejen og hen til det træ vi fandt for leden dag”.

Han nikkede bare og tog hendes hånd og så løb de over mod åen. De sørge for at der var mange spor i sneen efter dem. Da de var derover, fandt de hver en gren der var faldet af træerne, og det fejede de med, for hver skridt de tog, ned af indkørslen, her gik de i de store spor fra traktorer og biler, så kunne ingen se dem.

Da de nåede enden af grusvejen, og skulle over den anden lille men ”rigtige” vej, passede de også på ikke at sætte spor. Nosy kiggede tilbage hun kunne ikke se nogen, og så fortsatte de hen mod skoven, hvor de fandt det hule træ igen. De kravlede op til hullet og så gik de begge ind i den lille hule.

De kravlede ned, og så smed Nosy de ting hun havde taget med. De pustede begge to, det havde været hårdt, at nå dertil uden at efterlade spor. Her sad de bare begge to, uden at sige noget.

Oppe på gården, var Leonora ved at blive bekymret, de måtte jo ikke komme sent hjem. Hun tog sin varme frakke på, og kravlede ud af vinduet. Hun landede i gården, Ingen at se. Hun gik hurtigt over mod stalden. På vejen mødte hun gårdkatten Lærke, der havde været ude og gå en nat tur. Hun blev forbavset over at se Leonora på denne tid. ”Er der noget galt”, spurgte hun. Leonora så bekymret ud. ”Nisserne fik lov at gå ud, men de er ikke kommet hjem, har du set dem”.  Lærke rystede på hovedet. ”Men klokken er jo mange, så både dig og mig skal ind, før menneskene kommer. Hør her, vi kommer nok ud og lege i morgen og så går vi på opdagelse og kigger efter spor”.

Leonora nikkede. ”Jeg er lidt bange for de er rendt hjemmefra. Nosy vil jo ikke hjem. Hun vil være sammen med Curioso. Nå, jeg håber de kan klare natten og vi finder dem i morgen, for du har ret, klokken er mange. Lader du mig hører i morgen, hvis du finder spor af dem”.  De lovede Lærke, og så smuttede hun ind af sin hemmelig vej, før menneskene vågnede og Leonora fløj op til sit vindue igen.

De Lærke var inde i stalden, fortalte hun de andre, hvad der var sket. Oppe på loftet gik Leonora bekymret i seng. På samme tid, inde i træet havde de to små nisser lavet en slags seng, og her krøb de sammen, med tæpperne tæt om sig, for ikke at fryse. De tænkte på at der nu kun var 4 dage til juleaften.