Forfatter Emne: Julekalender historie 21. december  (Læst 741 gange)

Offline Alice (OP)

  • Fuld medlem
  • ***
  • Indlæg: 102
  • Activity:
    0%
    • Vis profil
Julekalender historie 21. december
« Dato: December 21, 2015, 12:32:37 am »
Julekalender historie 21. december

Det var atter mørkt på den gamle gård. Oppe på loftet var Leonora og de to små nisser lige vågnet. Spir fortalte hvor de havde fejet i går, men der var ikke noget der skinnede. ”Hvordan skal vi lede efter stjernen i nat,” spurgte han.

”Ser I jeg lavede også noget, da I var ude i går. Jeg har siddet og tegnet en skitse over gården og delt den op i firkanter. Og jeg syntes vi skal starte ved det gamle træ, der hvor det faldt, det er jo væk nu. Men det var jo der, hvor vi så dine spor den aften.”

Spir spørger igen. ”Jamen vi kan da ikke nå det med kun en kost, selvom Nissekost er hurtig. Så kan vi jo ikke nå at finde den før juleaften.” Han så ret ked af det. Leonora smilede beroligende til ham.

”Nu ville jeg ønske der var en flok nisser der kunne hjælpe,” sukkede Leonora, ”men det kommer der nok ikke. Vi må klare det selv. Så lad os få fart på, ud af fjedrene og i tøjet.”  De skyndte sig op og i tøjet alle 3. Snart tog Leonora de to små nisser og satte dem i sine lommer. Så åbnede hun vinduet og fløj ned i gården.

Så gik hun over mod det sted de havde set det gamle træ ligge, den nat det var væltet. Hun tog nisserne op, og Nissekost begyndte straks at feje sneen væk. Spir så lidt nedslået på at han fejede. Men Leonora smilede til ham, så gik hun over under halvtaget ved det gamle skur. Her tog hun et lille kost, som hun havde sat klar.

”Her,” hun rakte den til Spir. Han smilede glad og så begyndte han også at feje. Selvom de nu var to, så gik det jo ikke hurtigt. Lige med et, høre de en fløjen. De kigger ned af grusvejen og her kommer gående 7 små nisser, med hver en kost på ryggen.

De gik hen til Leonora. ”Godaften. Jeg ser at Nissekost og hans hjælper er i fuld gang. Vi er de 7 små hjælpenisser. Jeg er Hjælpenisse 1. Og sådan er det derud. Vi er kommet for at hjælpe med at feje, så vi kan se om vi kan finde Julestjernen. Hvor skal vi starte.”

Leonora smilede. ”Tak, se, jeg har tegnet området op. De to små der, er begyndt ved den første, der hvor det gamle træ har ligget. Hvis nu I tager de områder ved siden af, se her, der og der. Så ser vi hvor langt vi når og om vi finder noget. Men jeg ser I har taget koste med, og det er rigtig godt.”

Hjælpenisse 1, nikkede og gjorde tegn til sin kammerater og så gik de ellers i gang. Leonora tænkte på hvor de egentlig kom fra, og hvordan de vidste der var brug for hjælp. Så kiggede hun op på det store høje træ. Og deroppe så hun den smukke engel. Hun smilede til Leonora og vinkede til hende. Så fløj hun op i luften og var væk. Leonora smilede hun havde fået svar på sit spørgsmål.

Nu gik hun hen til Spir og Nissekost, men der hvor de havde fejet var der ingen skinnende stjerne. Hun sukkede. Så mærkede hun noget på sit ben. Det var Lærke. ”Har I brug for hjælp.” Leonora nikkede bare.

Lærke begyndte at give nogle små korte hyl fra sig. Nu kom der katte løbende fra alle hjørner. Lærke forklarede hvad de skulle. Så sagde hun til Leonora. ”Det her er mine vilde kammerater, de lever her rundt omkring, men er ikke så heldig som mig, at de har en menneske mor. Hvor skal vi begynde.”

Leonora kiggede på kortet og vidste dem hen til stedet efter Hjælpenisserne. Så gik kattene også i gang. Leonora gik rundt og kiggede de forskellige steder, men ingen spor af noget skinnede eller en julestjerne.

Leonora tænkte, at det ser ikke godt ud, der er ikke lang tid nu, og de har ingen spor. Skal det her virkelig være den jul hvor jeg ikke kan løse problemet. Det vil være pinligt og jeg vil være ked af det, for så vil stakkels Spir slet ikke komme over det. Hun måtte holde ekstra øje med dem.

Lærke kom hen til Leonora. Hun trak hende i frakken. ”Kom, jeg har en ide. Men vi skal skynde os, for at få noget ud af det, for det er jo allerede sent.”  Leonora kiggede uforstående på hende. Men Lærke løb i forvejen hen til stalden.

De gik gennem den store låge. Lærke pegede og nu forstod Leonora. Hun forklarede Corry problemet. Han prustede til de andre. De rejste sig op og strakte sig. Så åbnede Leonora lågerne til boksene og snart var de 4 ponyer og Missepige ude i gården.

Leonora viste dem hvor de skulle være. Corry gav de andre besked. Så stillede de sig side ved side. Corry kiggede bagud, og så der ikke var nogen. Så gav han tegn, så sparkede de alle fire bagud, så sneen fløj om ørene på dem.

Leonora smilede til Lærke, der var gået over ved siden af de andre katte sammen med Missepigen. Alle fejede, gravede eller sparkede og Leonora gik rundt og kiggede for at se om der var nogen spor. Men der var ingenting. Hun tænkte på om Isbjørnen fra Grønland, havde haft uret. Var den slet ikke her.

Hun kiggede op, det var tiden. Hun fløjtede til dem alle sammen. ”Klokken er mange og vi skal være væk før menneskene kommer. Så vi må stoppe nu for i nat, så må vi se hvad der sker i morgen.

Lærke du kommer op til mig i morgen aften, så vi kan snakke om hvad vi nu gør, og om vi har brug for mere hjælp. Er det en aftale.” Lærke nikkede. ”Men ved du at børnene kommer herned i morgen, måske har de fundet ud af noget.” Leonora nikkede. ”Tak for hjælpen alle sammen. Lærke giver jeg besked, kom nu godt hjem alle sammen.”

Lærke gik over til vildkattene og sagde godnat, så løb de igen i hver sin retning og var væk. Også hjælpenisserne gik samme vej som de var kommet. Leonora tog de to små nisser i lommen igen, og satte den lille kost på plads. Så gik hun sammen med ponyerne og Lærke og Missepige over i stalden, og fik dem sat ind på deres pladser. Hun klappede dem alle sammen som tak fordi de havde hjulpet til.

Så gik hun med nisserne ud gennem den store låge og fløj op på taget og hen til sit vindue. Hun kravlede ind, satte de små nisser ned til deres senge. De var alle sammen trætte, så de kom hurtigt i seng. Leonora tænkte på at der kun var 3 dage til juleaften. Så faldt også hun i søvn.