Forfatter Emne: Julekalender historie 15. december Eventyret om den grimme pige  (Læst 1230 gange)

Offline Alice (OP)

  • Fuld medlem
  • ***
  • Indlæg: 102
  • Activity:
    0%
    • Vis profil
Julekalender historie 15. december Eventyret om den grimme pige
« Dato: December 14, 2012, 10:46:36 pm »
Julekalender historie 15. december Den lille grimme pige

Det var atter nat på den gamle gård. Leonora og Loppe gik og kiggede ude på loftet. ”Hvad er det?”  Spurgte Loppe. ”Det er en eventyr bog,” svarede hun. ”En eventyr bog, hvad er et eventyr?” Han var stadig nysgerrig. ”Det er en historie nogen har fundet på og skrevet ned, og for det meste ender det godt, men de starter også for det meste med. Der var engang,” var hendes svar. ”Høm, hvad bruger man det til,” han ville have mere at vide. ”Til at hygge med,” hun smilede. ”Kender du et godt eventyr,” han blev ved med at spørge. 

”Ja, det gør jeg dag. Blandt andet eventyret om den grimme ensomme pige.” sagde hun til ham. ”Fortæl, ”han lød ivrig. ”Ja, men så skal vi gå ned til gårdkattene, og fortælle dem eventyret,” svarede hun. ”Okay, lad os komme af sted. ”sagde han og rejste sig op. De tog Elvis, Pigemiss og Bettemis med, og så løb de alle ud i det gamle fyrrum. Da de kom derud skyndte Loppe sig at sige sin trylleremse, og nu kunne kattene snakke.

”Hej,” sagde Maddy, ”skal vi hører flere historier om gruekedlen?” Leonora smilede. ”Næ, ikke i nat,” det var Loppe der svarede. ”Vi skal hører et eventyr og Leonora fortæller,” fortsatte han. ”Det er altid dejligt at høre et eventyr,” det var gamle Kisser, der tog ordet. ”Hvad sker der her,” det var Karl Junior, der kom gående ind af kattelemmen. ”Vi skal høre et eventyr,” sagde Seje og smøg sig kælent op af sin far.  ”Det lyder godt, lad mig lige kravle ned i min kasse, her kan jeg få lidt varme, det er koldt udenfor og mine gamle knogler fryser,” svarede Karl Junior. ”Far,” sagde Seje, ”skal jeg ikke putte mig ved siden af dig, så kan jeg varme dig,” spandt Seje. ”Gerne min skat,” svarede Karl Junior, ”Så nu ligger vi godt, fortæl nu et eventyr:”

”Ja, hør så her,” startede Leonora. ”Der var engang en lille pige, hun blev født langt ude på landet. Hendes forældre var meget fattige og havde i forvejen 8 børn, de ville slet ikke have hende, for de syntes de havde børn nok. Det første hendes far sagde, da han så hende, hvor er hun grim. Det syntes hendes mor også, derfor skulle hun hedde Grima. Pige blev lidt større, og når hende mor lod hende kigge i et spejl, sagde hun altid. – Kan du se den lille pige derinde, kan du se hvor grim hun er. Hun er den grimmeste pige jeg har set, - sagde pigens mor og lo af den lille pige, der gemte sig under bordet og græd. Hendes søskende drillede hende også altid, grimmerjan,  grimmerjan, råbte de efter hende. Og når hun forsigtigt nærmede sin mor eller far, sagde de hun skulle skrubbe af, de gad ikke se hendes grimme fjæs.

Pigen var bange for et spejl, hun turde ikke kigge og hun så altid den grimme pige. Hun læste meget og var en meget dygtig og god pige, men det var der ingen der lagde mærke til. Årene gik og hun blev en ung pige, og nu skulle hun ud og arbejde på en stor gård. Hun var meget bange for de skulle lægge mærke til hvor grim hun var. Hvordan kunne de bruge en pige som hende? Tænkte hun. Pigen gik langsomt, hun var så nervøs for at komme til sin første plads, for hvis de syntes hun var for grim og ikke ville have hende, havde hun ingen steder at være, mor og far havde sagt at nu skulle hun klare sig selv, de ville aldrig se det grimme fjæs igen. I det hun gik over marken, fik hun øje på en hest der lå ned, og den var tilsyneladende syg.

Hun løb hen til den, og opdagede hurtigt, at den var ed at føde, men ikke selv kunne føde det lille føl, fordi det lå forkert. Uden at tænke på noget lagde hun sig ned på knæ ved side af hesten og beroligede den. Hun kiggede sig omkring og fik øje på en ung mand. Et kort øjeblik tænkte hun, at det var den flotteste mand hun nogen siden havde set, og hendes hjerte hamrede så højt, hun troede han kunne hører det. Hun samlede alt sit mod og kaldte på ham. Han løb straks hen til hende og sammen hjalp de hesten med at føde sit føl. Da både Mor og føl var på benene, rejste hun sig og børstede sin kjole af så godt hun kunne. Så takkede hun den unge mand, og inden han kunne nå at svare, var hun løbet af sted. Han råbte efter hende, men hun kiggede sig bare over skulderen, sukkede dybt og løb.

Da hun nåede den gård hun skulle arbejde på, opdagede hun til sin skræk, at fruen stod i døren.  Hun undskyldte, hun kom for sent. Fruen hørte på hende, og skulle til at sige noget, da der lød en stemme bag ved dem, og til sin skræk, så hun det var den unge mand fra marken. ”Halløj,” sagde han. ”Hvorfor løb du fra mig, hvorfor løb du dog din vej?” Pigen kiggede ned i jorden, hendes kinder brændte, han måtte ikke se sådan på hende, og slet ikke når hun var så grim. Den unge mand fortalte fruen, der var hendes mor, hvordan pigen havde stoppet op og hjulpet hesten og derved reddet både den og føllets liv. Fruen blev glad og gik hen til pige og tog om hende og gav hende et knus. Pigen blev bange, sådan var der aldrig før nogen, der havde gjort ved hende. Hun gemte sit ansigt i hænderne og begyndte at græde.

”Du godeste,” sagde den  unge mand og løftede hende op i sine stærke arme og bar hende ind i den fine stue på gården og lagde hende på sofaen. ”Hvorfor græder du?” spurgte han. ”Fordi jeg er så grim,” hulkede hun og gemte sit ansigt i hænderne. Han lo og løftede hendes hoved op. ”Du er den smukkeste pige, jeg har set,” sagde han. Han forlod hende et kort øjeblik og kom så tilbage med et spejl. ”Se selv.”  ”Nej, nej,” hun trak sig væk. Han holdt forsigtigt hende hoved og hun åbnede forsigtigt sine øjne og her så hun endelig den smukke pige hun var og med et forstod hun, at det de andre havde sagt til hende, hele hendes liv var forkert. Hun både lo og græd.

Endelig tog hun sig sammen og rejste sig og sagde undskyld til fruen og ville gå op på hendes nye pigekammer, men fruen og den unge mand, sagde nej, hun skulle spise sammen med dem. Hun var meget stolt da hu stod oppe på sit nye værelse og gjorde sig frisk til middagen. Det var en vidunderlig dag. Næsten den bedste i hendes liv. Men der var en der var bedre, det var da hun to år efter blev gift og hun var den smukkeste brud, sognet havde set, og hun blev den nye frue på den store gård, hvor de fik mange børn og levede lykkeligt til deres dages ende,” sluttede Leonora.

”Ih, hvor var det et smukt eventyr,” sagde Kisser.  ”Ja, men det var synd for pige, men godt det endte godt.” var Loppes kommentar. ”Netop, for det er jo et eventyr,” forklarede Leonora, ”og nu skal vi vist af sted, det er blevet sent. ””Godmorgen og tak for eventyret,” sagde kattene i munden på hinanden. Loppe  sagde sin trylleremse og kattene lagde sig til at sove. Leonora og Loppe skyndte sig op på loftet og gik straks i seng, for nu er der kun 9 dage til juleaften.