Vis indlæg

Denne sektion tillader dig at se alle indlæg oprettet af dette medlem. Bemærk at du kun kan se indlæg der er oprettet i områder du i øjeblikket har adgang til.


Beskeder - Alice

Sider: [1] 2 3 ... 7
1
Alt det andet / Julekalender historie 24. december
« Dato: December 23, 2015, 11:36:43 pm »
Julekalender historie 24. december

Det var atter mørkt på den gamle gård. Alt var stille. Nisserne sov stadig, men Leonora stod og kiggede ud af det lille vindue. Hun så ud på den store, smukke og skinnende Julestjerne. Så smilede hun. Nu hørte hun at de to små nisser var vågne. Hun kaldt på dem. De gik hen til hende og hun satte dem op i vindueskammen, så de sammen kunne se Julestjernen.

Med et kommer der noget på himlen, de kigger og så smiler Leonora. Ud for hendes lille vindue stopper Julemanden med Rudolf og de andre rensdyr og sin kane. Han smiler også til hende og de to små nisser. ”I skal have et kæmpe tak, for det er Jeres skyld at jeg igen er rød og en grå julemand. I har reddet julen.

Nu må jeg altså videre, jeg har en meget lang nat, for jeg skal rundt til alle verdens børn med gaver. Altså de artige børn.” Han smilede til Spir. ”Jeg tror du har lært noget af det her. Og I får lov til at blive her til julen er forbi, så kommer jeg og flyver Jer hjem til Jeres familier. Have en god julefest.” Så vinkede Julemanden og fløj afsted i sin kane.

Leonora lukkede vinduet. ”Kom der er lige noget jeg skal fortælle Jer først. Jeg var nede her i formiddags, og så hørte jeg Else fortælle Alice at den flotte skinnende stjerne hun havde fundet udenfor var væk, i stedet var der nu deres egen gamle stjerne, jeg havde været ned og sat den op. De bliver enige om at det nok er Mig  og nisserne. De skulle bare vide.” De ler alle sammen.

”Ja og her der holder de jo juleaften den 23. sammen med Elses datter, svigersøn og de to små børn.  Det lugtede af julemad hele dagen. Juletræet var jo pyntet. Omkring klokken 17, kom familien og så spiste de dejlig julemad. Bagefter da de havde taget ud af bordet, så gik de ud i udestuen. Her fik børnene lov til at løbe om juletræet, medens de voksne sang julens sange.

Da det var færdig, skulle alle gaverne deles ud, det gjorde børnene. Og ingen måtte åbne noget før alle gaverne var delt ud. Så pakkede de ud, en af gangen på skift. Ella fik en dukkevogn og Elias et løbehjul, og de fik også mange andre gaver.

Så blev de færdige med alle gaverne og så skulle de end og have risalamande. Så var der lidt spil og leg, før familien kørte afsted mod børnenes farmor og farfar i Jylland. Alice og Else snakkede lidt, og så gik de ind på hver sit soveværelse, og de gik tidligt i seng. Sådan holder menneskene jul, selvom de fleste holder den i dag, juleaften.

Nu skal vi have vores julefest. I skal have tøj på, og så går I ud og venter i det store loftrum. Jeg har gjort det lidt julehyggeligt,  og her holder vi vores julefest. Jeg henter vores gæster. Lad os komme i gang.”

De gik ud på loftet. Der var pyntet op med julepynt, og gulvet var ryddet i midten, så der var plads. De to små nisser gik rundt og kiggede. Leonora gik først udenfor. Over i stalden hentede hun Lærke, Missepigen, Corry, Myra, Buffy og Cockie. De gik alle sammen over gårdspladsen.

Corry kiggede på Leonora. ”Øh, hvordan har du tænkt vi skal komme ind og hvordan skal vi komme op af trapperne, vi er alt for store.” Leonora lo. ”Ja, stil Jer her ved siden af hinanden.” De 4 ponyer stillede sig op. Leonora rakte hænderne ud. ”I skal blive små på størrelse med mennesker.” Straks blev de alle 4 mindre. De kiggede på hinanden og lo.

”I skal lige vente her, medens jeg henter Buddy,” de nikkede og hun skyndte sig, og snart kom hun ud med Buddy, den sidste gårdkat. Så gik de sammen ind i stuen. Leonora viste dem vejen op til loftet og deroppe ventede nisserne på dem. Medens de gik op, gik Leonora ind til Alice, gav  hende sovepulver, og tog Steffi med, bagefter gjorde hun det samme hos Else. Først fik hun også sovepulver og så gik Bølle og Sille også med op, sammen med Steffi og Leonora.

Da de kom op på det store loftrum, klappede Leonora i hænderne. Nu kom der 3 små nisser og de havde forskelligt mad med til dem alle sammen. De spiste og grinede. Så blev der spillet op til julefest, og alle dansede og hyggede sig lige til den lyse morgen.

Til sidt klappede Leonora igen i hænderne og  sagde at nu var det slut, for klokken var mange og de skulle alles samme tilbage til de rigtige pladser. Der blev sagt farvel og kysset, og så gik de med Leonora ned, medens de to små nisser ryddede lidt op. Leonora bragte dem alle tilbage. Så ponyerne igen havde den rigtige pony størrelse. Gårdkattene blev også bragt hen til deres steder, til sidst var det Buddy og hundenes tur.
Da Leonora endelig var færdig, gik hun op til de små nisser.

De var blevet færdig med at rydde op, og nu skyndte de sig i nattøjet og så kravlede de under dynen, de samme gjorde Leonora. Hun tænkte på at nu var der kun en ting tilbage.

At ønske alle en rigtig glædelig jul, og hvem ved, måske kommer de tilbage næste år.
Det ønskes I af
Leonora, Spir, Nissekost. Steffi, Bølle og Sille. Lærke, Buddy, Misepigen, Corry, Myra, Buffy og Cockie.
Og sidst men ikke mindst
Else og Alice

2
Alt det andet / Julekalender historie 23. december
« Dato: December 23, 2015, 12:36:13 am »
Julekalender historie 23. december

Det var atter mørkt på den gamle gård. Men oppe på loftet havde Leonora været våget et tidligere på dagen, og nu smilede hun i søvne. Men det varede ikke længe før hun vågnede og det gjorde de to små nisser.

”Hør her, jeg blev vækket i formiddags af Bølle. Menneskene tror bare han gør, men han kaldte på mig. Jeg skulle gå hen til det lille vindue, hvor an kunne se ned i udestuen, for menneskebørnene Elias og Ella ville sige noget til mig.

De gik ud i udestuen for at lade som om de legede, men de snakkede med mig. Elias og Ella fortalte de havde været med Mormor Else, over i stalden til morges, for at fodre ponyerne og de to gårdkatte. Da de var færdige skulle Mormor lige sætte nye batterier i lysene i buskene inde ved flagstangen.

De små børn fulgte med, og de legede derinde i medens, lige med et så de noget skinne inde i den store busk. De spurgte Mormor hvad det var. Det vidste hun ikke så hun tog den op. Hun blev næsten blændet af den skinnende stjerne. Hun tog den med ind. Børnene ville vise mig hvor den var, derfor havde de kaldt på mig.

Jeg kunne ikke lige se den, men da de pegede op på toppen af juletræet, de havde pyntet sammen med Mormor, så kunne jeg ikke undgå at se den skinnende stjerne. Og jeg var ikke i tvivl. Det var Julestjernen, der sad der højt op i træet.

Jeg takkede Bølle og børnene og så gik jeg tilbage og kravlede ned under dynen og sov og dengang roligt for nu skal vi bare have fat i den og havde den sendt op i himlen igen, hvor den skal være. Så nu skal I skynde Jer at få tøj på, for vi skal først ned og have stjernen og bagefter ud og sende den afsted.”

Nu kom der et stort og lykkeligt smil på Spirs læber. Nu blev det atter jul, han havde ikke ødelagt julen.  Leonora smilede tilbage til ham og nikkede. De var snart i tøjet og så skyndte de sig ned i udestuen. Her så de to små nisser den smukke Julestjerne.

”Hvordan får vi den ned, den er højt oppe, det er et stort juletræ.” Han kiggede på Leonora. ”’Det er kan vi godt. Jeg flyver derop, og medens jeg hænger der i luften, så skal I pille stjernen af træet, så jeg kan nå den. Bagefter flyver vi ned igen, og så skal vi udenfor og sende den afsted. Er i klar?” Hun kiggede på dem.

De nikkede så lettede Leonora og hun fløj helt op og så tæt på stjernen som muligt. Så de to små nisser sammen kunne nå den. De fik med besvær rokket fri af juletræet. De gav den til Leonora og satte sig godt til rette i hendes lomme igen. Leonora fløj ned og landede på gulvet i udestuen.
”Må jeg røre ved den,” spurgte Spir. ”Ja, det må du, det skal du faktisk men ikke før vi kommer udenfor. Så det gør vi nu.” Hun gik gennem stuen, ud i Alices lille gang, og så ud i gården. Her vidste hun at Lærke ville komme hen til dem, det havde de aftalt, og de var heller ikke mere end lige kommet ud, så stod hun ved siden af dem.

Hun gjorde store øjne, da hun så den smukke skinnende stjerne. Så gik de sammen om bag ved, der hvor det store gamle træ var faldet. Nu var der kun stubben tilbage. Spir var blevet lidt usikker. Hvad var det han skulle gøre med stjernen. Og kunne han virkelig få den op i himlen. Han kiggede nervøst op på Leonora, men hun smilede bare til ham.

Leonora kiggede sig omkring. De skulle højere op. Først kiggede hun på det gamle skur, overfor Alices vindue, men det var nok heller ikke højt nok. Lærke pegede op i det andet store gamle træ, det havde en stor gren, der bøjede sig ned over skuret, og her kunne spir godt stå.

Leonora nikkede til Lærke. ”Ja, det gør vi,” hun kiggede ned på Spir. ”Hvad skal jeg gøre,” spurgte han. Leonora smilede beroligende til ham. ”Vi flyver op til den store gren, deroppe, og så skal du stå på den, og få får du stjernen, resten kommer når vi er deroppe. Du skal ikke være bekymret.”
Hun fløj derop, så satte hun Spir ned på den store gren. Hun gav ham også stjernen, han holdt den meget forsigtigt.

”Se nu på den, kig ind i det der skinner, så ved du hvad du skal gøre. Det er kun dig der kan få den op igen, fordi det var dig der fik den ned. Er du klar, for nu er det kun dig og stjernen.”

Leonora fløj lidt væk. Spir kiggede ned på stjernen, Det var svært at se lige ned i det der skinnede, han var bagen for at blive blændet. I stedet så han lige ind i øjnene på stjernen. De smilede til ham. ”Undskyld, jeg var en idiot, vil du tilgiv mig.” Han havde tårer i øjnene og nogle af dem ramte stjernen.
Leonora gjorde tegn til ham. Han løftede den højt over sit hoved, og så sagde han stille. ”Kære Julestjerne, flyv op til himlen og lys så vi får julen tilbage.” Så løsnede han grebet på stjernen. Den lette og drejede rundt om ham, og så fløj den op mod himlen.

Det varede ikke mange minutter, så skinnede den store flotte Julestjerne ned på jorden. De kiggede op på den alle sammen. Leonora fløj hen for at hente Spir, og så lo hun, og pegede både på ham og på Nissekost. ”Se i er blevet røde igen. Julen er reddet.”

Nisserne tog deres små nissehuer af og de var røde. Slut med det grå. De var glade, og så fløj de først ned til Lærke. Leonora smilede til hende. ”Tak Lærke, du har været en fantastisk hjælp, uden dig havde vi ikke klaret den, men nu må du hellere smutte over i stalden og vi skal op i seng.

Vi ses i morgen.” Lærke gav dem et par spind og så løb hun over mod stalden. Leonora og nisserne gik hen til Alices dør, ind gennem den, og ind i stuen, så skyndte de sig op på loftet, og snart lå de i deres senge. Leonora lå og tænkte på at nu var opgaven løst, det var også i sidste øjeblik, for i morgen var det juleaften. Så sov hun med et stort smil.

3
Alt det andet / Julekalender historie 22. december
« Dato: December 22, 2015, 12:07:22 am »
Julekalender historie 22. december

Det var atter mørkt på den gamle gård. Oppe på loftet var de vågne, men de tænkte alle på hvad nu, det hastede med at finde den stjerne. Leonora sukkede dybt. Hvad kunne de gøre nu. Lige nu ingenting. De måtte slappe af og tænke på i morgen.

”Ved I at det først er i morgen tidlig at børnene kommer.”  Leonora smilede nu. ”Ja, og det gør de fordi at de skal holde juleaften i morgen, her sammen med deres forældre og mormor Else og Alice. Det gør de hvert år. De har fået lov til at komme tidligt fordi så kan de hjælpe mormor med at pynte juletræet.” Fortalte Leonora.

”Jeg syntes vi skal blive her i dag. Det hjalp jo ikke noget vi var så mange der gravede i går. Faktisk hørte jeg menneske Else sige her til middags. Jeg kunne ikke sove, så jeg tjekkede lige rundt. Else sagde til Alice, at hun ikke forstod det, det var som om nogen havde fejet det meste af gården sidste nat. Gad vide hvem det var. Men så grinede Alice og sagde det nok var nisserne og Leonora, og det havde hun jo ret i, men det ved de ikke.”

Det kradsede på vinduet. Det var Lærke. Leonora lukkede hende ind. ”Du kan sige til de andre, at vi ikke laver noget i nat. Det er jo nok det samme som at finde en nål i en høstak. Vi ved ikke hvor vi skal lede. Men du må godt blive her lidt.”

Lærke nikkede og lagde sig til rette. Spir spurgte. ”Hvad skal vi så lave.”  Det var Lærke der svarede.  ”Jeg hørte menneskene snakke om at vaske tøj. Og jeg har hørt fra Buddy at de putter tøjet i en maskine og trykker på en knap. Så kan de gå ind og maskinen vasker tøjet. De skal bare tag det ud, når det er færdigt og så kan de hænge det op.

Jeg tænkte Leonora, hvordan vaskede man tøj, da du var et menneske.” Leonora smilede. ”Ja, det var hårdt arbejde. Vi skulle bruge både vand og brænde. Der var en grukedel. Og den var stor. Den skulle første fyldes op med vand.

Vand, det kunne vi ikke tag fra en vandhane. Nej, der var en brønd udenfor. Her skulle vi pumpe vandet op, og komme det i en spand. Den skulle bæres ind og tømmes i grukedlen. Og der skulle mange spande til.

Der var jo også brænde. Det var nødvendigt for vi skulle jo have vandet til at koge. Derfor skulle der slæbes en del brænde ind, så det var klart. Vi kunne ikke have ilden gik ud. Så puttede vi tøjet i vandet i grukedlen. Så tændte vi op i den lille brænde oven, nederst i kedlen. Nu skulle der holdes øje med det. Vi rørte i det med en lille stav, nogle gange.

Når så tøjet og vandet havde kogt. Så skulle vi tag det op og lægge det i baljer med koldt vand som vi havde hentet fra brønden, medens tøjet kogte. Når tøjet, og det var lidt af gangen, var kommet i baljen, så havde vi et vaskebræt, og nu skulle der bruges kræfter til at få tøjet rent. Når så vi kunne se på vandet, at tøjet var rent.

Så skulle vi bruge mere vand. For nu skulle tøjet skylles. Det hele tog meget, meget lang tid og det var meget hårdt. Vi kunne ikke nøjes med at trykke på en knap. Vi var nu ikke færdig. Så skulle tøjet vrides, og det var i hånden. Så ud i gården og hænge det op på tørresnoren.

Der skulle så ryddes til sige. Alt det vand der var rendt ved siden af skulle tørres op. Og vi skulle tjekke at fyret under grukedlen var slukket. Og der var ryddet op, så den var klar til de næste der skulle bruge den.

Vi var ikke færdige endnu. Tøjet skulle ind, og lægges sammen. Var det senge tøj, skulle det rulles. Det var varmt og meget hårdt. Det skete gerne oppe på loftet og her var det endnu varmere så vi var godt svedet når vi var færdige. Det tog også lang tid. Så til sidst skulle det lægges på plads.

Og når jeg var ung pige på gården, skulle det godkendes af fruen, og hun var meget striks. Det hele skulle være præcist, der måtte ikke være en forkert folde nogen steder. Jo, det var ikke så nemt at vaske tøj den gang.”

Lærke og de små nisser havde lyttet og syntes det var spændene. Spir spurgte. ”Jamen var der ingen computer, og i havde ikke vand inde. Hvad så når I skulle vaskes.” Leonora smilede til ham. ”Ja, så var det hen og fylde baljen op med vand, og det var for det meste koldt. For det var jo vand direkte fra brønden.

Så sad vi for det meste i baljen og blev vasket på skifte, ude i gården, og hvis det var vinter og meget koldt inde på køkken gulvet. Der var ingen badeværelse. Sådan var det dengang. Og nej, der var ingen strøm, ingen tv og slet ingen computer og den slags. Det var først mange, mange år efter jeg var død.

Men nu er klokken mange, og i morgen er det sidste chance, hvis vi skal finde den stjerne, ellers er der slet ingen jul. Så vi får travlt i morgen, så vi må hellere kravle i seng. Nu skal jeg lukke dig ud Lærke, du skal også over før menneskene vågner.”

Lærke takkede for en spændende nat, og så smuttede hun ud af vinduet og forsvandt ud i natten. De tre oppe på det gamle pigekammer, de kravlede i seng. Nisserne syntes det havde været spændende og høre hvordan det var dengang. Leonora lå i sin seng og tænkte på, at de kun havde i morgen til at finde stjernen for nu var der jo bare 2 dage til juleaften. Så faldt hun også i søvn.

4
Alt det andet / Julekalender historie 21. december
« Dato: December 21, 2015, 12:32:37 am »
Julekalender historie 21. december

Det var atter mørkt på den gamle gård. Oppe på loftet var Leonora og de to små nisser lige vågnet. Spir fortalte hvor de havde fejet i går, men der var ikke noget der skinnede. ”Hvordan skal vi lede efter stjernen i nat,” spurgte han.

”Ser I jeg lavede også noget, da I var ude i går. Jeg har siddet og tegnet en skitse over gården og delt den op i firkanter. Og jeg syntes vi skal starte ved det gamle træ, der hvor det faldt, det er jo væk nu. Men det var jo der, hvor vi så dine spor den aften.”

Spir spørger igen. ”Jamen vi kan da ikke nå det med kun en kost, selvom Nissekost er hurtig. Så kan vi jo ikke nå at finde den før juleaften.” Han så ret ked af det. Leonora smilede beroligende til ham.

”Nu ville jeg ønske der var en flok nisser der kunne hjælpe,” sukkede Leonora, ”men det kommer der nok ikke. Vi må klare det selv. Så lad os få fart på, ud af fjedrene og i tøjet.”  De skyndte sig op og i tøjet alle 3. Snart tog Leonora de to små nisser og satte dem i sine lommer. Så åbnede hun vinduet og fløj ned i gården.

Så gik hun over mod det sted de havde set det gamle træ ligge, den nat det var væltet. Hun tog nisserne op, og Nissekost begyndte straks at feje sneen væk. Spir så lidt nedslået på at han fejede. Men Leonora smilede til ham, så gik hun over under halvtaget ved det gamle skur. Her tog hun et lille kost, som hun havde sat klar.

”Her,” hun rakte den til Spir. Han smilede glad og så begyndte han også at feje. Selvom de nu var to, så gik det jo ikke hurtigt. Lige med et, høre de en fløjen. De kigger ned af grusvejen og her kommer gående 7 små nisser, med hver en kost på ryggen.

De gik hen til Leonora. ”Godaften. Jeg ser at Nissekost og hans hjælper er i fuld gang. Vi er de 7 små hjælpenisser. Jeg er Hjælpenisse 1. Og sådan er det derud. Vi er kommet for at hjælpe med at feje, så vi kan se om vi kan finde Julestjernen. Hvor skal vi starte.”

Leonora smilede. ”Tak, se, jeg har tegnet området op. De to små der, er begyndt ved den første, der hvor det gamle træ har ligget. Hvis nu I tager de områder ved siden af, se her, der og der. Så ser vi hvor langt vi når og om vi finder noget. Men jeg ser I har taget koste med, og det er rigtig godt.”

Hjælpenisse 1, nikkede og gjorde tegn til sin kammerater og så gik de ellers i gang. Leonora tænkte på hvor de egentlig kom fra, og hvordan de vidste der var brug for hjælp. Så kiggede hun op på det store høje træ. Og deroppe så hun den smukke engel. Hun smilede til Leonora og vinkede til hende. Så fløj hun op i luften og var væk. Leonora smilede hun havde fået svar på sit spørgsmål.

Nu gik hun hen til Spir og Nissekost, men der hvor de havde fejet var der ingen skinnende stjerne. Hun sukkede. Så mærkede hun noget på sit ben. Det var Lærke. ”Har I brug for hjælp.” Leonora nikkede bare.

Lærke begyndte at give nogle små korte hyl fra sig. Nu kom der katte løbende fra alle hjørner. Lærke forklarede hvad de skulle. Så sagde hun til Leonora. ”Det her er mine vilde kammerater, de lever her rundt omkring, men er ikke så heldig som mig, at de har en menneske mor. Hvor skal vi begynde.”

Leonora kiggede på kortet og vidste dem hen til stedet efter Hjælpenisserne. Så gik kattene også i gang. Leonora gik rundt og kiggede de forskellige steder, men ingen spor af noget skinnede eller en julestjerne.

Leonora tænkte, at det ser ikke godt ud, der er ikke lang tid nu, og de har ingen spor. Skal det her virkelig være den jul hvor jeg ikke kan løse problemet. Det vil være pinligt og jeg vil være ked af det, for så vil stakkels Spir slet ikke komme over det. Hun måtte holde ekstra øje med dem.

Lærke kom hen til Leonora. Hun trak hende i frakken. ”Kom, jeg har en ide. Men vi skal skynde os, for at få noget ud af det, for det er jo allerede sent.”  Leonora kiggede uforstående på hende. Men Lærke løb i forvejen hen til stalden.

De gik gennem den store låge. Lærke pegede og nu forstod Leonora. Hun forklarede Corry problemet. Han prustede til de andre. De rejste sig op og strakte sig. Så åbnede Leonora lågerne til boksene og snart var de 4 ponyer og Missepige ude i gården.

Leonora viste dem hvor de skulle være. Corry gav de andre besked. Så stillede de sig side ved side. Corry kiggede bagud, og så der ikke var nogen. Så gav han tegn, så sparkede de alle fire bagud, så sneen fløj om ørene på dem.

Leonora smilede til Lærke, der var gået over ved siden af de andre katte sammen med Missepigen. Alle fejede, gravede eller sparkede og Leonora gik rundt og kiggede for at se om der var nogen spor. Men der var ingenting. Hun tænkte på om Isbjørnen fra Grønland, havde haft uret. Var den slet ikke her.

Hun kiggede op, det var tiden. Hun fløjtede til dem alle sammen. ”Klokken er mange og vi skal være væk før menneskene kommer. Så vi må stoppe nu for i nat, så må vi se hvad der sker i morgen.

Lærke du kommer op til mig i morgen aften, så vi kan snakke om hvad vi nu gør, og om vi har brug for mere hjælp. Er det en aftale.” Lærke nikkede. ”Men ved du at børnene kommer herned i morgen, måske har de fundet ud af noget.” Leonora nikkede. ”Tak for hjælpen alle sammen. Lærke giver jeg besked, kom nu godt hjem alle sammen.”

Lærke gik over til vildkattene og sagde godnat, så løb de igen i hver sin retning og var væk. Også hjælpenisserne gik samme vej som de var kommet. Leonora tog de to små nisser i lommen igen, og satte den lille kost på plads. Så gik hun sammen med ponyerne og Lærke og Missepige over i stalden, og fik dem sat ind på deres pladser. Hun klappede dem alle sammen som tak fordi de havde hjulpet til.

Så gik hun med nisserne ud gennem den store låge og fløj op på taget og hen til sit vindue. Hun kravlede ind, satte de små nisser ned til deres senge. De var alle sammen trætte, så de kom hurtigt i seng. Leonora tænkte på at der kun var 3 dage til juleaften. Så faldt også hun i søvn.


5
Alt det andet / Julekalender historie 20. december
« Dato: December 20, 2015, 12:29:38 am »
Julekalender historie 20. december

Det var atter mørkt på den gamle gård. Alt var stille. Leonora og de to små nisser sov lidt længere end de plejer, for de var så trætte efter den lange tur i går. Men til sidst vågnede de ved der var en der kradsede på vinduet, det var Lærke. Hun ville høre hvordan turen var gået og fortælle hvad hun havde fundet ud af.

Leonora og nisserne satte sig op i deres senge. Lærke spurgte straks hvordan turen var gået og Leonora fortalte hurtigt om turen.  Og så begyndte Lærke at fortælle hvad hun havde lavet.

Hun begyndte, ”jeg har været rundt for at se og høre om der er nogen der har set noget. Men det eneste jeg fik ud af dyrene var at de havde set lynet den nat. Men nu leder du alle sammen efter stjernen og hvis nogen finder den får vi det at vide med det samme, også hvis de finder et spor.

Jeg gik jo også lidt på jagt, for at se om jeg kunne finde en musesteg, og jeg fandt Haniballine. Hun var en modig mus.  Da jeg var lige ved at fange hende, stillede hun sig foran mig, og kiggede bare på mig. Så sagde hun til mig. ”Hør, jeg ved du leder efter en stjerne og jeg ved lidt om det, men hvis jeg fortæller dig det, så må du love ikke at æde mig.

Jeg kiggede på hende. Jeg var faktisk ikke sulten, det behøver jeg jo ikke at være, vi får jo altid mad af Menneske Else eller Alice. Mest Else. Hun så nu også lidt lille ud, der var nok ikke meget kød på hende. Så jeg lovede at lade hende gå bagefter.

Den lille fræksak, smilede til mig og fortalte, at der var nogen der havde snakket om at den skulle være faldet ned, ikke ret langt fra den gamle gård. Og man skulle bare kigge efter noget der skinnede, så ville man finde stjernen.

Men hun vidste dog ikke hvad man gjorde når man fandt den, men det regner jeg med I ved.  Det er hvad jeg fandt ud af medens I var væk.” sluttede Lærke.  Leonora smilede til hende. ”Hm, ved du hvorfra Haniballine vidste det om stjernen?” Hun kiggede på Lærke

”Næ, for som jeg sagde var hun en lille fræksak. Da jeg spurgte hende om det, svarede hun bare, at hun ikke oplyse sine kilder til en gammel gårdkat. Tænk at kalde mig gammel, den lille frække mus, og da jeg så spurgte hende, hvorfra hun vidste at man ikke skulle opgive sine kilder. Grinede hun og sagde at hun jo også kom ind i nogle hus, engang i mellem, og så hørte hun menneskene se tv og der var inde fra den kasse hun havde lært det. Sådan en uartig mus og så overfor en kat, altså.”

Leonora lo. ”Ja, du har ret, det må være en lidt speciel mus. Nå, men så ved vi jo hvor vi skal lede i morgen. Men, I to” hun kiggede over på de to små nisser. ”I kan gå ud og leget lidt med Lærke. Så kan jeg få ro og tænke lidt i medens. Hvad siger I til det.”

De nikkede begge to og skyndte sig i tøjet. Leonora åbnede vinduet. De kiggede på hende, ”hvordan kommer vi ned herfra og hvad når vi skal op.” Det var Spir der spurte.  Leonora smilede. Lærke var hoppet op i vindueskammen. Så tog Leonora de to små nisser og satte dem op på ryggen af Lærke. Så lo de to små nisser og holdt godt fast i hendes pels.

Lærke gik ud på taget, og så gik hun hen af det, og hent til rækværket over den lille gård over til fyrrummet. Herfra kunne hun springe ned. Da hun landede nede på gårdspladsen, lagde hun sig ned, så de to små nisser kunne kravle ned af hendes ryg.

”I skal holde Jer inde i siden ved huset eller langs stenen for ellers bliver I væk i sneen. Jeg er i nærheden og kommer når det er tiden I skal tilbage. Og er der noget så kan I bare kalde på mig, så kommer jeg. Okay.”

Nisserne nikkede til hende og løb langs huset. ”Hør hvad skal vi lave,” spurgte Spir. Nissekost trak bare på skulderne. Nu kiggede Spir på ham. ”Sig mig hvorfor siger du aldrig ret meget, det er altid mig der skal sige noget, både når vi snakker eller vi skal snakke med andre.”

Nissekost kiggede lidt genert ned i sneen. ”Jeg,” begyndte han stamende. ”Jeg kan bedst snakke når jeg fejer. Det er jo derfor jeg hedder Nissekost.” Han var rød i hovedet.  ”Okay, jeg forstår,” svarede Spir. ”Jamen hvad så om vi går over til garagen og så kan du feje der, det kunne jo være vi vandt den stjerne.”

Nissekost nikkede og så gik de ovre til garagen og her begyndte han at feje. Og nu kunne han synge. ”På loftet sidder nissen,” sange han. Spir rystede på hovedet. Og så kiggede han efter noget der skinner der hvor Nissekost havde fejet.

De var ret optaget af det de lavede, og lige med et hørte de Lærke kalde på dem. De kiggede på hinanden. ”Æv,” sagde Spir, ”nu var vi lige kommet i gang.” Men nu kom Lærke løbende hen til dem. ”Kom så, op på min ryg, klokken er mange. Og I skal op og jeg skal være i laden før menneskene kommer, de ved ikke jeg løber ud, næsen hver nat.” Hun grinede Så lagde hun sig ned og nisserne kravlede op på hendes ryg.

Hun løb igen hen til rækværket og sprang derop, og så hen af stolpen og op på taget og hen til Leonora vindue ind til pigekammeret. Leonora stod allerede i vinduet og åbnede det med det samme. Nisserne vinkede farvel til Lærke. Leonora sat tak til hende fordi hun havde holdt øje med nisserne. Så var Lærke ude af vinduet igen.

Nisserne skyndte sig at klæde sig af og kravle i deres senge, Leonora var allerede i sit nattøj og snart lå hun også i sin seng. Hun tænkte på at de nu ikke havde lang tid tilbage, til at finde Julestjernen i, for nu var der kun 4 dage til juleaften og så sov hun også.


6
Alt det andet / Julekalender historie 19. december
« Dato: December 19, 2015, 12:44:20 am »
Julekalender historie 19. december

Det var atter mørkt på den gamle gård. Alt var stille, også på loftet, for Leonora og nisserne var ikke hjemme. De var langt væk, helt oppe i Grønland, hvor de sov i en lille hytte. De skulle op på det store bjerg, når de vågnede, men de anede ikke hvordan.

De blev vækket da det bankede på døren. Leonora satte sig op, hun troede, det var den lille kone fra i går, der havde vist dem til rette da de kom. Men det var det ikke. Leonora siger bare ”kom ind.”

Døren går op, og ind træder en mand på størrelse med Leonora. Han har gråt tøj på og et stort langt hvidt skæg. ”Godaften, jeg vil bare lige sige, I skal stå op nu, så vi kan nå op på bjerget og tilbage før det bliver mørkt.”

Leonora smilede, så rejste hun sig og gav manden et stort knus. ”Godaften Julemand, er det virkelig dig.” Han smilede tilbage. ”HO HO, kan du nu hører det er mig.” lo han. De to nisser fik også fart på. De skyndte sig op, og så bukkede de for Julemanden.

”Det er hyggeligt du kom forbi, men hvordan kommer vi op på bjerget?” spurgte Leonora. ”Det er da ingen problem, det er Rudolf og de andre drenge, der sammen med mig, flyver jeg op på bjerget. Det er det hurtigste. Og bagefter flyve vi Jer hjem til Danmark og den gamle gård igen, men skynd Jer, vi har travlt.”

Spir kiggede op på Julemanden. Han var ikke glad, for han kunne jo nok se, at han manglede sine røde farver. Men Julemanden smilede beroligende til ham. Og så skyndte han sig også at få tøj på. De var snart i tøjet alle samme.

De gik udenfor hytten, og der stod den. Julemandens kane, med Rudolf foran og så de andre rensdyr. De vrinskede som en hilsen. Leonora havde de to små nisser i lommen. Hun stillede sig så de kunne nå at klappe rensdyrene, så hjalp Julemanden hende ind i kanen. Så satte han sig ved siden af hende, og råbte kør, til Rudolf, og så løb de først lidt og så lettede de.

Nisserne hvinede af fryd. Det kildrede i maven. De fløj hen over sne og is, og så kom de til bjerget. De fløj højere og højere. De skulle dog ikke helt op til toppen. Et lille stykke før, landede julemanden, der var ligesom en stor platform.

Han hjalp Leonora ned fra kanen. Så gik han hen foran en stor hule inde i bjerget. Han fløjtede. Og ud kom en stor hvid bjørn. En isbjørn. ”Godaften, kære Isbjørn. Det her er Leonora og de to små nisser Spir og Nissekost. De har brug for et råd fra dig.”

Leonora trådte frem og hilste også på Isbjørnen. ”Godaften, vi vil gerne hører hvad du ved om en stor stjerne, om Julestjernen. Den er blevet væk og vi skal finde den. Vi ved den kommer herfra, men hvor tager den så hende, hvordan kan vi finde den og få den på plads før det bliver juleaften, så vi kan få nissernes røde farve tilbage igen.”

Isbjørnen nikkede. ”Åh, så er det altså derfor alle nisserne er blevet grå. Jo, men når hun tager herfra, så tager den jo til Danmark og den har nok været ved Jeres gamle gård da den blev væk. Men I skal lede efter noget der skinner.

Julestjernen skinner meget. Så ligger der noget i nærheden af gården der skinner, så er det nok julestjernen. Jeg håber I finder den igen, så alle kan få deres farver tilbage. Men nu må I undskylde mig, for jeg vil gerne ind og ligge lidt igen. Jeg plejer jo at sove på denne tid af året.”

Julemanden og Leonora sagde mange tak for hjælpen og farvel, og så gik de tilbage til kanen igen. Julemanden hjalp Leonora op i kanen. Gav Rudolf besked og så kørte de ud mod kanten af bjerget og så lettede de.

”Så nu flyver vi Jer hjem til den gamle gård. Så kan I nå at komme og sove i Jeres egene senge i nat.” Sagde Julemanden. Han behøvede ikke at sige noget til Rudolf, for han vidste godt hvor de skulle hen. Det var godt nok temmelig mørkt, men det gjorde ikke noget, for Rudolf lyste med sin røde næse.

De gik hurtigt, så kunne Leonora begynde at kende bjergene fra billedet. De to små nisser sad og nikkede, de havde oplevet så meget, at de var ved at falde i søvn. Så begyndte Rudolf at flyve ned af og snart stod de inde i det gamle billede fra Grønland.

Leonora puffede tilde to nisser, de kiggede lidt forvirret op ”Tusind tak kære Julemand, det vare jo ikke så længe før vi ses igen, og vi skal nok finde den stjerne, før Juleaften.” Julemanden hjalp hende ud af kanen, og så gav de hinanden et knus.

Leonora og nisserne kravlede ud af billedet. Så stod de i stuen. Lige med et fik Leonora øje på Bølle og Sille. De kiggede overrasket på dem. Så skyndte Bølle sig at vende om. Han løb ud i køkkenet for at holde Menneske Else hen, så de andre kunne nå at komme op. Leonora skyndte sig hen til trappen, og op på loftet.

Da hun nåede op, vinkede hun til de to hunde. De kom ind i stuen nu, men Else, der bar på sin dyne.

Hun ville sove lidt længere inde i stuen sammen med hundene. Leonora skyndte sig hen over loftet og ind på sit lille pigekammer. Her satte hun de to små trætte nisser ned. De var ikke længe om at få tøjet af og kravle i seng. Det var Leonora heller ikke. Da hun lå under dynene tænkte hun på at nu havde de kun 5 dage til juleaften og så sov hun.

7
Alt det andet / Julekalender historie 18. december
« Dato: December 18, 2015, 12:18:56 am »
Julekalender historie 18. december

Det var atter mørkt på den gamle gård. Alt var stille. Oppe på loftet var Leonora, Spir og Nissekost vågen og de skyndte sig i tøjet. De pakkede også lidt ekstra tøj. Der var koldt oppe i Grønland, hvor Julemanden boede.

Leonora havde snakket med Uglen og sagt at de kom derop på en anden og hurtigere måde. Og hun havde forklaret ham hvordan, så det var helt i orden. Men det vidste nisserne ikke. Hun havde også snakket med Lærke og aftalt at hun blev herhjemme og holdt øje, når hun gik på jagt.

Da de havde fået varmt overtøj på ventede nisserne på at Uglen skulle komme. Leonora smilede til dem. ”Han kommer ikke, for vi skal ikke flyve med ham.” Nu var nisserne forvirrede.

”Jamen, skal vi da ikke afsted,” spurgte Spir skuffet. ”Jo, det skal vi, men bare ikke med Uglen. Vi skal ned i stuen, ned til det gamle billede fra Grønland.” Så tog hun de to små nisser og satte dem i sine lommer, og så gik de ned i stuen.

Oppe på væggen bag sofaen hang et billede, der var ingen tvivl om det var fra Grønland. Der var bjerge, men der var også vand og en mand med en kajak. Leonora pegede. ”Se, det skal vi med.”

Nisserne blev mere og mere forvirrede. ”Jamen, hvordan,” det var igen Spir der spurgte.  Leonora smilede. ”Er jeg ikke et spøgelse, og er I ikke nisser. Naturligvis kan vi komme derind. Hold nu godt fat i min lomme, og så går vi ind og hilser på Grønlænderen med kajakken og hører om vi kan få et lift.”
De holdt fast, og før de kunne nå at sige noget var de inde i billedet.

Leonora sagde goddag til manden i Kajakken, og fortalte, hvem hun var og hvad hun skulle. Manden smilede til hende. ”Jeg hedder Malik. Og jeg ved godt hvem I er, og hvor I skal hen. Julemanden har fortalt mig det, og bedt mig hjælpe Jer.

Vi når ikke helt derhen i nat, men vi har fundet et sted I kan sove, når vi når der til.” Så hjalp han Leonora op i kajakken. Nisserne holdt godt fast, de var bange for at falde ud af hendes lommer. De var jo så små, sådan som nisser nu er.

Malik sørgede for at de alle sad godt og sikkert. Han var god til at sejle en kajak. De var hurtigt ude på havet. De sejlede forbi de bjerge de havde set på billedet, og nu var de næsten omme bagved dem. Det var koldt, men det var meget smukt.

Nisser kendte godt Grønland, de var jo nisser. Men alligevel nød de synet af de store bjerge. De så også nogle isbjørne. Det var meget spændende. De sejlede rundt og nu var de omme på den anden side af bjergene.

Med et sejlede Malik ind til kysten. Da de kom ind, var der nogle flotte hunde foran en slæde. Nisserne strakte sig op for at kigge. De elskede at kører med hundeslæde. Og de her hunde så flotte ud, de glæde sig meget.

Malik hjalp Leonora op af kajakken og så hjalp han hende op og på hundeslæden. Han stillede sig selv bagved, og sagde en lyd. Hundene var straks klar, og så begyndte de at løbe. Nisserne kiggede op af lommen og alt hvad de kunne se, var sne, sne og mere sne.

Efter et stykke tid kom de til et stort bjerg. Et stykke op af bjerget var der en lille flok huse, de lignede mest hytter. Her kørte Malik op med hundeslæden. Så snart de standsede kom en lille dame ud. Hun hilste på dem med et smil. Hun kunne ikke snakke ret meget dansk, men det gjorde ikke noget, for var man et spøgelse eller en nisse, så kunne man snakke og forstå alle sprog.

Malik havde hjulpet Leonora op af hundeslæden, og sagt pænt farvel, for han skulle tag sig af hundene. De skulle jo have mad og vand, og hen til deres sovested. Leonora og nisserne kom med ind i den lille hytte. De blev vist ind på et lille værelse. Der lå et par madrasser og nogle store varme tæpper klar til dem.

Leonora sagde pænt tak, og at de ville gå til ro med det samme, for de havde haft en lang nat og det ville de også få i morgen. Den lille dame nikkede og sagde sov godt, så gik hun ud.

Leonora satte nisserne ned på gulvet og hen til det sted hvor de skulle sove. De skyndte sig alle tre at klæde sig af, og kravlede ned under tæpperne. Det varede ikke længe før de to nisser sov. Leonora tænkte på at de kun havde 6 dage til juleaften, og så sov hun også.

8
Alt det andet / Julekalender historie 17. december
« Dato: December 17, 2015, 12:09:59 am »
Julekalender historie 17. december

Det var atter mørkt på den gamle gård. Oppe på loftet listede Leonora og Nissekost rundt for ikke at vække Spir, der stadig sov i Leonoras seng. De ville give ham noget ekstra tid efter i går. Hvor han var meget forfrossen og kold af at ligge i sneen. Det kradsede på vinduet, det var Lærke. Leonora lukkede hende ind, hun ville bare lige vide hvordan det gik, og Leonora fortalte at han var tøet op, han sov bare.

Nu slog Spir øjnene op. Han var meget forvirret. Hvordan var han kommet hjem. Hvorfor lå han i Leonoras seng. De andre var stået op, hvorfor havde de ikke vækket ham. Han kunne ikke rigtig huske andet end at han havde sovet i hulen i skoven, blev vækket af Ræven og så begyndte at gå hjem. Men han nåede da ikke hjem, eller gjorde han.

Han opdagede at han var viklet ind i håndklæder og ikke andet. Han blev ret rød i hovedet. Han kiggede på de andre, og de kigge alle sammen på ham. ”Øh, hvem har klædt mig af.” spurgte han forsigtigt. Nu lo Leonora, det har jeg da, kan du ikke huske noget.” Han rødmede. ”Nej, ikke helt, at jeg ville gå hjem, og så kan jeg ikke huske hvordan jeg kom hjem. Det er faktisk meget forvirrende.”

Leonora fortalte ham om ræven, uglen, Lærke og hende selv, der sammen havde fundet en gren og ham, og fået ham hjem og tøet op. ”Men,” fortsatte Leonora. ”Hvorfor stak du af og hvorfor kom du så tilbage?” Først stamme han et lavt tak. ”Jo, ser I jeg var ked af det med stjernen og derfor stak jeg af. Jeg ville ud og se om jeg kunne finde den, men det kunne jeg ikke, og så blev jeg mere og mere ked af det, og endte så langt inde i skoven, hvor jeg mødte ræven, som fik mig til at indse, at hvis vi skulle finde stjernen så skulle vi være sammen om det, derfor gik jeg hjemad.” Nu græd han igen.

”Lærke gik hen og sprang op i Leonoras seng og lagde sig hos Spir og spandt ind mod hans kind for at trøste ham.  Leonora kiggede og smilede lidt indvendig. Lærke var en god kat. Spir begyndte at klappe hende. ”Så” sagde Leonora nu må du stoppe med at græde, det hjælper ikke noget. Du skal slappe af, og kravle ud af sengen, så vi kan se hvordan du har det. Du var meget dårlig i går.” Han nikkede og kravlede ud af sengen, med håndklædet om sig.

Hans knæ vaklede lidt, da han gik over mod sin seng, men han fik hurtig balancen igen, og så gik han helt som han skulle. Leonora sukkede lettet. ”Dit tøj ligger i din seng. Det er vasket og tørt og varmt.” Han kiggede lidt genert hen mod Lærke, der nu bare lå på Leonoras seng og kiggede på ham. Han tænkte, jamen hun er jo en kat, men hun var jo faktisk en pigekat. Åh, det var altså ikke nemt.

Han gik om bag ved en kommode, hvor han tog sit tøj på. Da han kom frem igen med tøj på, smilede Leonora til ham. ”Vi skal finde ud af hvad vi skal gøre for at finde stjernen og få den op på plads. Lad so sætte os over i min seng, ved siden af Lærke, og snakke om det, måske kan vi få en god ide.”
De gjorde alle som hun sagde. Leonora satte sig også. Lige med et kom der noget ind gennem døren.  De kiggede alle sammen forskrækket, men så kunne Leonora se hvad det var og smilede. ”Godaften, hvem er du og hvad kan vi hjælpe dig med.” Nu kunne de andre også se hvad det var. Det var en engel, ligesom de englepiger der havde gået Luciabrud.

”Godaften, jeg er Stjerne engel, og I har bedt mig komme, jeg skal hjælpe Jer med at finde stjernen, så vi kan få den på plads igen.”  Hun kiggede over på Spir. ”Så du noget da du var ude på dine nat tur?” Han kiggede forskrækket på hende. ”Nej, jeg prøvede men fandt ingenting. Det eneste vi ved, var at ser var spor efter mig, ved det gamle træ, der væltede i stormen. Ellers kan jeg ikke huske noget fra den aften.

Jeg er frygtelig ked af det, jeg er også så dum, og kan aldrig gøre noget rigtigt.” Nu begyndte han igen at græde. Englen gik han til ham, og lagde en beroligende hånd på hans hoved, og hviskede stille. ”Du kan da noget. Tænk på alt det du har gjort, og ja noget af det var vist nok lidt dumt, men alle kan lave noget dumt, når bare man ved det, og prøver at gøre det godt igen. Og det gør du jo. Nu skal du ikke græde mere. Du skal være glad for at du nu kan hjælpe med at gøre det godt igen.”

Nu vendte hun sig mod Leonora. ”Har I nogle planer for i morgen.”  Leonora rystede på hovedet. ”Nej, men det var faktisk det vi ville da du kom ind. Har du nogle gode råd til hvordan vi kommer i gang, for nu har vi jo faktisk ikke så lang tid tilbage.”

Nu var det Englen der smilede. Hun var smuk, helt i hvidt tøj og med sin flotte hvide vinger, hun havde foldet sammen på ryggen. ”Ja, det har jeg. I skal tag derhen hvor Stjernen kommer fra. I skal rejse op til Julemandens land. Højt oppe i bjergene bag ved Julemandens hus og værksted, der skal I tag hen. Se om der er spor af stjernen eller nogen kender den, og så kan I fortsætte derfra.”

”I, det er en god ide,” råbte Spir ivrigt, ”men hvordan kommer vi derop.” Leonora smilede til ham. Vi sender Lærke hen til Uglen, og beder ham være klar i morgen. Og så snart vi vågner, skynder vi os i tøjet og pakker lidt ekstra tøj, så vi kan klare os. Hvad siger I til det.”

Nu så de med et at englen var forsvundet, hun var bare væk. Lærke og de to nisser kiggede på Leonora, men hun smilede bare. ”Hun er jo en engel. Men hvad siger I.” De tog nisser nikkede og Lærke vinkede farvel og blev lukket ud af vinduet for hun skulle skynde sig hen til Uglen før det blev lyst, for så skulle hun være over i stalden før menneskene vågende. Hun fniste lidt for sig selv, medens hun løb, for de troede jo hun lå og sov over i stalden, men hun blev jo ikke for ingenting kaldt Houdini. Så løb hun.

Oppe på loftet skyndt de to nisser og Leonora at klæde sig af til natten. For de fik jo en meget travl nat i morgen. De to nisser faldt hurtigt i søvn. Men Leonora tænkte at nu havde de kun 7 dage til at finde stjernen i, så sov hun også.



9
Alt det andet / Julekalender historie 16. december
« Dato: December 16, 2015, 12:38:59 am »
Julekalender historie 16. december

Det var atter mørkt på den gamle gård. Oppe på loftet var de nervøse fordi Spir ikke var kommet hjem.  Leonora havde givet besked til Lærke og da menneskene var gået i seng, stak hun ud af stalden og begynde at lede efter ham.

Ude i skoven gik ræven som lovet over til hulen som Spir sov i, for at vække ham. Han kom hurtigt i tøjet, for han frøs.  Da han kom ud, kiggede han sig omkring, for hvor hvilken vej skulle han gå. Ræven kiggede på ham. ”Du ved ikke hvilke vej du skal gå, er det rigtigt.” Spir nikkede.

”Hvor bor du egentlig.” Spurgte ræven. ”Jeg bor på en gammel gård, hvor der også bor et spøgelse, der hedder Leonora og en gårdkat de kalder Lærke.” Han var ikke helt glad, for det sneen og hans spor fra i går var væk. Ræven smilede. ”Så ved jeg hvor det er. De to kender jeg. Du skal gå den vej, så kommer du ud af skoven. Og bagefter går du til højre, ved du hvor højre er.”

Spir nikkede, og sagde tak, og så vinkede han farvel, og begav sig ud i sneen. Det var svært at komme frem, når man var en lille nisse, han blev helt væk i sneen. Ræven var ikke sikker på han kunne finde hjem. Han tænkte på hvordan han skulle give besked til gården. Så fik han øje på den gamle ugle, og kaldt på ham.

Uglen landede foran ræven. ”Ja, hvad vil du,” Ræven forklarede hurtigt. Uglen takkede ham, og fløj straks op mod gården, medens han kiggede ned, men der var ikke andet at se end den hvide sne. Det ville ikke blive nemt at finde ham.

Spir stred sig frem. Det blev svære og svære, og han kunne ikke se udkanten af skoven. Han frøs helt forfærdeligt, og rystede af kulde. Han begyndte at græde. Han følte sig både bange og alene. Det gik langsommere og langsommere. Til sidst kunne han slet ikke gå mere. Han faldt hele tiden om i den høje sne.

Til sidst var han klar over at han ikke kunne komme op. Han lå der, dækket til at sne og tænkte, hvad skal jeg dog gøre. Jeg dør. Ingen kan finde mig her under sneen. Så mærkede han noget ved sit ben. Det var en gren. Det lykkedes ham at få den hevet op til sig. Selv om hans fingere var stive af kulde.

Han vidste han måtte gøre noget, så han kunne ses op over sneen. Han fik en ide. Og med tårerne løbende ned af de frosne kinder, bandt han sin nissehue rundt om grenen. Selv om det var meget koldt på hovedet og ørene.

Så stak han satte han grenen fast i sneen, sådan at huen kom op over sneen. Han håbede den kunne ses, selvom den var grå. Ved tanke begyndte han igen at græde. Han lå bare der. Han vidste ikke hvad han skulle. Han lukkede øjnene og til sidst sov han.

Lige da uglen nåede ud af skoven, hørte han ikke kat kalde.  Han fløj længere ned, og nu så han det var Lærke. Han landede foran hende. Hun kiggede forskrækket op. Men blev rolig da hun så hvem det var.

”Leder du efter nissen,” spurgte Uglen. Lærke nikkede. ”Han er blevet væk.” Nu var det altså Uglen der nikkede. ”Det ved jeg, han har været langt inde i skoven, og ræven har hjulpet ham, og her i aften gik han hjemad, men ræven var bange for han ikke klarede den, derfor stoppe han mig. Du skal prøve den vej ind i skoven. Men vær forsigtig, for der er meget sne.”

Lærke kiggede ind i skoven. ”Det skal jeg nok. Henter du Leonora. Jeg kalder hvis jeg finder ham.” Det ville uglen, og så fløj han igen. Lærke gik ind i skoven. Selv om hun var større end Spir, var hun alligevel lille. Med et hørte hun Uglen tude. Han kaldte på hende. Han havde måske fundet ham.

Lærke skyndte sig at vende om, og der i udkanten af skoven var uglen landet. Han pegede med sin vinge. De kiggede begge to. Midt i sneen stod en gren med en hue på.

Lærke begyndte at grave, uglen hjalp også. Endelig nede i sneen, lå en lille skikkelse. Han rørte ikke på sig. De trak ham op af sneen og hen under et træ. Lærke gav ham sin nissehue på, og lagde sig på ham, for at give ham varme. Uglen sagde hurtigt. ”Jeg henter Leonora, blive her.” Så fløj han afsted, lige så hurtigt han kunne.

Han nåede gården og fløj op til Leonoras pigekammer. Han kradsede på vinduet og det blev åbnet med det samme. ”Vi har fundet ham, Lærke er hos ham, men han er meget forkommen, han lå under sneen. Vi må have ham hjem i varmen, hurtigt.” Leonora nikkede. Hun kiggede over på Nissekost.
Du bliver her. Du tager håndklæder frem, de ligger i skuffen derover. Så lægger du dem op af den varme skorsten. Og det samme gør du ved det tæppe, der også ligger i skuffen.” Han nikkede. Leonora og Uglen fløj ud i natten.

De landede nede i gården. Leonora kravlede op på ryggen af Uglen, og så fløj de afsted. Det gik stærkt og der gik ikke lang tid, så fik de øje på Lærke, der stadig lå oven på Spir. Uglen landende og Leonora sprang ned og skyndte sig hen til Spir.

Hun smilede til Lærke, selvom hun var meget bekymret. Hun havde gjort det godt. Så tog hun Spir op, og puttede ham ind under sin store kappe. ”Kan du klare at flyve os alle sammen hjem også Lærke. Hun kiggede på Uglen.
”Naturligvis.” Leonora kravlede først op på ryggen af den store Ugle, så rakte hun hånden ned og hev Lærke op foran sig. De holdt godt fast i nissens fjer, og så fløj de tilbage til gården.

Uglen satte dem af oppe på taget. Leonora sat tusind tak til Uglen, og ville snakke med ham i morgen. Hun sagde også tak til Lærke, der straks løb over i stalden, for at fortælle de andre at han var fundet. På vejen derover hylede hun. Så vidste de andre dyr også, at han var fundet.

Leonora havde fået Spir ind. Hun klædte ham af, alt det våde og kolde tøj. Så pakkede hun ham ind i håndklæderne som Nissekost havde lagt klar. Til sidst pakkede hun ham også ind i det store tæppe. Så gik Nissekost og Leonora i seng.

Spir lå i Leonoras seng. Hun tog ham ind til sig og ned under hendes store dyne, han var næsten helt gemt. Men han sov stadig, Og Leonora lod ham sove. Lige før hun faldt i søvn tænkte hun på, det var godt de havde fundet ham, og nu havde de kun 8 dage til Juleaften. Så sov hun også.

10
Alt det andet / Sv: Julekalender historie 14. december
« Dato: December 15, 2015, 11:37:52 pm »
Tak og min Steffi er af ukendt race. Hendes Mor var en græsk gadehund, og et par måneder efter de havde hentet hende, blev hun passet på et hundepensionat. Og da de fik hende tilbage. Ups, hun skal have have hvalpe, vi ved ikke med hvem.

11
Alt det andet / Julekalender historie 15. december
« Dato: December 15, 2015, 12:14:22 am »
Julekalender historie 15. december

Det var ikke mørkt på den gamle gård. Spir var vågen oppe på loftet. Han kiggede. De andre sov stadig, det var også dag. Han vidste godt at han ikke måtte gå ud, men han kunne ikke sove. Han lå og tænkte på at han var skyld i at det ikke blev jul i år. At alle nisser skulle være grå. Han havde tårer i øjnene. Han måtte ud og se om han kunne finde spor af Julestjernen.

Han tog sit tøj under armen og listede ud på det stor loft. De andre sov stadig. Han fandt det hjørne der lå længst væk fra Pigekammeret, her tog han sit tøj på og sin varme kappe, der burde være rød men var grå. Nu løb tårerne ned af hans kinder. Han tørrede dem væk med sit ærme. Snøftede. Så tog han sig sammen og gik hen til trappen.

Han kravlede ned, et trin af gangen. Det var svært og hårdt for det var jo ikke trapper for nisser, men for mennesker. Da han var næsten helt nede, mødte han Bølles blik. Spir gjorde tegn til ham, at han skulle ud i Alices gang, altså gennem stuen. Bølle hjalp ham ned af de sidste trin, og så fik han ham om bag ved sin egen store skammel, som han lå på, når han skulle spise sin mad. Her var Spir helt gemt.

Bølle gøede, men faktisk bad han Sille hjælpe til. Hun begyndte at hoppe op og gø. Menneske Else, sukkede, ”skal vi da spise nu?” Hun gik ud i køkkenet og hentede mad og øsede op til først Bølle og så Sille. Bagefter gik hun ud i køkkenet, og nu kom Menneske Alice også ind og gik ud i køkkenet.

Nu gjorde Bølle tegn til Spir at han kunne komme ud, og så stille Bølle sig i åbningen ud til køkkenet. Så kunne man ikke se ind i stuen. Så gjorde han tegn til Spir at nu skulle han skynde sig gennem døren og ud i Alices gang.
 
Da Bølle så han var væk, pustede han ud. Så gik han ud i køkkenet for at se om der ikke var lidt agurk til ham også. Og det var der. I medens var Spir ved at gå gennem døren ud til gården. Han hørte Steffi gø helt vildt. Han kunne jo ikke gå ind til hende, og forklarede, så han skyndte sig ud.

Det var ikke for tidligt, for nu kunne han hører Alice kom ud. Hun åbnede døren ud til gården. Spir løb og gemte sig bag ved hjulene på Elses bil. Alice kikkede ud og sagde så, medens hun gik ind igen. ”Steffi hold nu op, der er jo ikke nogen.” Så hørte han døren blev lukket. Alice gik ud i køkkenet igen, og sagde bare der ikke var nogen. Bølle og Sille kiggede på hinanden og sukkede lettede.

Nu kom Spir frem igen. Han pustede også lettet, det havde været tæt på. Så gik han ud af gården. Han følte sig stadig ked af det, selvom han havde nydt de sidste nætter sammen med de andre på gården. Han var sikkert ikke nogen rigtig nisse. De ville aldrig lave det han havde gjort. Nu begyndte tårerne igen at løbe. Pokkers, tænkte han.

Jeg vil ikke tude, jeg er ikke nogen tudefjæs. Jeg er Spir. Så tog han sig sammen igen, og gik videre og videre, uden at vide hvor han gik hen. Han kom til en skov, den var ret tæt, man kunne ikke se noget inde i den.
Han gik bare ind i den tætte skov. Han var ligeglad. Med et stod et dyr foran ham. 

Det kunne på en måde minde om en hund, men den var mindre, og rød. ”Hvad laver du her, og hvem er du?” Snerrede dyret. Spir blev forskrækket, men sagde han var en nisse der var ude for at lede efter en stjerne. Dyret så nu ikke så farlig ud. ”Okay, jeg er en ræv. Men stjerner er da oppe i himlen og ikke her nede på jorden.”

Spir sukkede. ”Den her stjerne er Julestjernen og den er faldet ned og blevet væk. Det er forfærdelig, for bliver der ingen jul i år. Alle nisser også Julemanden er blevet grå.” Han havde svært ved at sige det. Ræven kiggede på ham.

Han forstod ikke helt. Spir fortsatte. ”Ved du da ikke at nisser har rødt tøj på og en rød nissehue, det har Julemanden jo også.” Ræven kiggede igen. Så sagde han. ”Ja, nu er det altså ikke fordi der kommer mange nisser og Julemænd her, så jeg ved faktisk ikke noget om dem. Men jeg kan da se at du er ret lille, du er ikke så stor som menneskene, ikke engang som menneskebørn. Skal du blive herude i nat, for det er jo mørkt nu, og hvis så skal du finde en hule eller noget du kan sove i, for ellers bliver det for koldt.”

”Ja, det skal jeg nok. Jeg kan sikkert ikke finde hjem og slet ikke nå det. Jeg har nok gået længe.” Hans stemme rystede. Nu smilede ræven til ham. ”Hør nu her. Du skal første finde noget godt du kan tænke på så du kan blive glad igen, for når du er ked af det, har du ingen kræfter.”

 Nu hulkede Spir igen. ”Det kan jeg da ikke jeg dur ikke til noget, alt hvad jeg gør er forkert.” Ræven rystede på hovedet. ”Næ hør nu. Alle kan noget, enten man er menneske eller dyr. Selv jeg kan noget og det kan du også, du skal bare huske at være glad, så kommer resten af sig selv.”

Spir tørrede sin øjne. Han nikkede, og nu smilede han lidt. ”Du har ret, og jeg må skynde mig videres så jeg kan finde et sovested. Kommer der mennesker her ud, for de må ikke se mig.” Nu var det rævens tur til at ryste på hovedet.

”Kom,” sagde han. ”Du kan sove her i denne her hule, det er et gammelt træ, der er blevet lidt hult, og det gør vi kan komme ind i det. Jeg har hule over på den anden side. Bag det træ derover.” Og kravl du nu ind, der er også lidt du kan tag over dig, så du ikke fryser.  Er du vågen om dagen eller natten.”

Spir sagde det var om natten. Ræven nikkede. ”Jeg skal nok sørge for du vågner i morgen aften sent. Gå nu ind og sov, så snakkes vi ved i morgen.” Ræven gik over til sin hule. Spir kiggede og så kravlede han ind i hulen. Han kunne nu nok stå oprejst, han var jo kun en lille nisse.

Han fandt nogle gammel madrasser og et gammelt tæppe. Her kravlede han ned for at sove. Han lå og tænkte på det hele. Så huskede han hvad ræven havde sagt. Han tænkte på de to nætter med dem alle på gården. Han tænkte også på at der jo var 9 dage til juleaften, så han måtte hjem i morgen, for når de var sammen kunne de bedre lede og finde Julestjernen. Nu faldt han i søvn med et lille smil.

12
Alt det andet / Sv: Julekalender historie 14. december
« Dato: December 15, 2015, 12:13:57 am »
Jo, det kan jeg da godt. Jeg kan starte når det nye år starter, så har jeg lidt tid til at puste ud efter julekalenderen. Og når ja i morgen skal vi op lidt i 7, for jeg skal til møde i Regions-huset. Og vi skal starte klokken 9, jeg bliver hentet klokken 8. Så jeg vil skynde mig og blive færdig. Men det vare heller ikke så længe nu, og jeg sidder her i mit nattøj, og nede ved mine fødder ligger Steffi. Sov godt.

13
Alt det andet / Julekalender historie 14. december
« Dato: December 14, 2015, 12:26:14 am »
Julekalender historie 14. december

Det var atter mørkt på den gamle gård. Også denne aften havde Leonora haft travlt. Nu vågnede de to små nisser også. Leonora var klædt på og havde flettet sit lange hår. De kiggede spørgende på hende. Hun smilede. ”Godaften, jeg har en overraskelse til Jer i nat, vi skal over i stalden, så kom i tøjet og tag Jeres varme overtøj på.”

De skyndte sig og gik så over til hende så hun kunne sætte dem i sine lommer. Hun havde også en stor varm kappe på. Sammen gik de ned af trappen og ned i stuen. ”Ja,” sagde Leonora. ”Vi skal ind til Else og have børnene med, de skal hjem i morgen, så vi laver noget ekstra til dem i nat.” Nisserne nikkede.

Leonora vækkede børnene og gav Else sovepulver. Så fik børnene deres varme frakker uden på deres nattøj. Bølle og Sille skulle også med. Så gik de alle sammen ind i stuen. De skulle lige vente her et øjeblik, medens Leonora gik ind til Alice. Hun fik også sovepulver og så kom Steffi med.

De gik ind i stuen og så gik de over i fyrrummet. Her kom også Buddy med. Så var de klar og gik endelig over i stalden. De holdt ved Leonoras kappe og bag efter hinanden. Sådan kom de gennem den store port og stod nu inde i stalden.

Først hilste de på alle dyrene, det var ponyerne Corry, Buffy, Cockie og lille Myra, så var der gårdkattene Lærke og Misepige.  De vidste alle sammen at de kom, for det var en af de ting Leonora havde lavet medens nisserne sov.

Så satte hun de to små nisser ned på gulvet og gjorde dem lidt større, så de var på størrelse med Steffi. Ella og Elias kiggede måbende på dem, men sagde ingenting. Så gik Leonora hen og åbnede alle boksene så ponyerne kunne komme ud. Dem tryllede hun lidt mindre, så de var på størrelse med Leonora. Hun kiggede på dem.

”Okay, så er vi næsten klar. Nu stiller I Jer op på en række to og to.”  Elias og Ella stillede sig straks sammen, Buddy bukkede for Lærke, og Bølle gik hen til Steffi. Sille kiggede på ham, men sagde ingenting. Buffy gik hent til Sille. Misse pigen og Myra gik sammen, Cockie og Corry. Leonora kiggede på og smilede. Så var de der vist alle sammen.

Så fløjtede hun og ind kom en lille flok nisser, de spillede Nissernes vagtparade. Nu gik de frem ad efter musik nisserne. De fandt et godt sted hvor de kunne stå og spille. Her stillede de sig op, og da de havde spillet den færdig, så gik det ellers derudaf. De spillede alle de gode gamle julesange og også lidt nyere. Og der blev danset og danset.

På et tidspunkt kom Corry også over til Leonora. Han bukkede sit store hoved for hende. ”Skal vi.” Hun smilede og så gik de også ud og danse. Alle sammen dansede med hinanden. På et tidspunkt spille de ”Til Julebal i Nisseland.” Og alle dansede og sang med.

Ella og Elias dansede også med dyrene og syntes næsten, det var dem der var til Julebal. ”Phu ha,” stønnede Leonora til Corry. ”Jeg tror ikke jeg kan mere. Jeg er vist ikke 20 år mere.” Corry vrinskede. ”Nej og det er jeg heller ikke.” Sammen trak de sig ud til siden.

De stod og kiggede ud på de andre. ”Hvordan går det med Julestjernen?” Spurgte Corry. Leonora rystede på hovedet, ”ikke rigtigt. Det er som at lede efter en nål i en høstak.” Corry lo, ”så vil jeg med.” De lo sammen.

”Men,” spurgte Corry. ”Er der ingen der ved hvor den lille nisse har været henne da han forsvandt den nat.” Leonora rystede på hovedet. ”det eneste vi ved er at det er nisser over hele verden der er blevet grå, ikke bare vores nisser. Du kan jo se, at selv de nisser der spiller, de er også blevet grå.” De kiggede begge over på nisserne der spillede og spillede.

”Hvorfor er I så her i nat. I kunne jo have været ude for at lede efter stjernen.” Leonora nikkede. ”Ja, men ser du menneskebørnene de skal hjem i morgen, derfor skulle de lige have lidt specielt med i nat.” Corry nikkede og lo. ”De to små ballade mageren.” Leonora lo med. ”Så slemme er de da heller ikke.” Nu lo de begge to.

”Nå kære Corry, nu skal vi vist til at slutte før menneskene vågner. Tak for en skøn aften.” Corry bukkede for hende. ”I lige måde.” Leonora smilede. Så klappede hun i sine hænder og råbte. ”Dette er den sidste dans, for vi skal over igen.”

Så dansede alle den sidste dans. Da den var færdig, stoppede nisseorkesteret. Leonora klappede tre gange og de forsvandt på samme måde som de var kommet. De dyr der var blevet mindre, fik deres rigtige størrelse igen og det samme gjorde dem der var blevet større.

Ponyerne kom igen ind i deres bokse. Lærke og Misepige, sagde farvel og tak, så forsvandt de op til deres senge op på høloftet. Resten vinkede også farvel og så gik de sammen ud. Først var det Buddy, der kom ind på plads.

 Så gik de ind af døren hos Alice, og Steffi gik ind og lagde sig nede ved Alices ben. Leonora gav Alice vågn op pulver. Vinkede og gik ind i stuen. Så gik de ind til Else. Her lagde Bølle og Sille sig også i deres senge, Else fik også vågn op pulver og Ella og Elias smilede trætte, og så gik de også i seng.

Leonora og nisserne vinkede, og så gik de ind gennem stuen for at komme op. Med et peger Spir. ”Er det ikke de nisser der var over i spille.” Leonora lo, og nikkede, og så gik de op på det lille pigekammer. De var ikke længe om at komme af tøjet og i seng. Leonora tænkte på nu var der kun 10 dage til juleaften. Så sov hun også.

14
Alt det andet / Julekalender historie 13. december
« Dato: December 13, 2015, 12:16:32 am »
Julekalender historie 13. december

Det var atter mørkt på den gamle gård. Alt var stille. Men oppe på loftet havde Leonora haft travlt. Hun havde været nede i stuen og snakke med nogle Engle. Og så havde hun ventet på at menneske Else skulle falde i søvn og givet hende noget sovepulver.

De to små menneske børn var stadig hos deres Mormor. Dem vækkede Leonora og tog med op på sit kammer. Her sad de på hendes seng og ventede på de to små nisser skulle vågne.  Da de gjorde det blev de meget overrasket over at se de to menneskebørn.

”Jamen, hvad.” stammende Spir.  Leonora smilede. ”Det er den 13. december i dag, og det er en speciel nat, derfor har jeg en overraskelse til Jer. Men klæd Jer nu på, for vi skal ned i stuen.” De to nisser kiggede på hinanden og så skyndte de sig at stå op.

Så gik de endelig ned i stuen.  Ella hviskede til Leonora på vej ned. ”Hvis der er nogen der skal gå Luciabrud, så kan jeg også det, for jeg har gjort det i børnehaven i denne uge.” Leonora så overrasket på det lille pigemenneskebarn. ”Jamen, så når vi har fået de andre til at sætte sig i sofaen, skal jeg nok vise dig ud til de andre piger, men du må ikke røbe noget, de andre ved det ikke.”

Ella var stolt, og kunne næsten ikke vente. Endelig sad både Elias og nisserne i sofaen. ”Kom Ella, jeg har lige noget du skal se,” sagde Leonora og tog hende i hånden. Ude bagved stod nogle piger og ventede, men Ella kunne ikke rigtig se dem, for der var ikke tændt lys.

Leonora gav hende til den største af pigerne og hviskede noget til hende. Ella ventede, så gik Leonora og pigen gav Ella en hvid kjole uden på hendes nattøj, og så fik hun et lys i hånden, og blev sat ind i rækken hvor hun passede. For pigerne stod efter hvor høje de var. Den højeste først. Ella var ca. i midten.

De ventede på et tegn. Endelig kom det. Og den første pige, gik hen og tændte alle deres lys, og hendes egne, hun havde 4 lys i en krans på hovedet. Hun gik foran igen og gjorde tegn og de gik langsomt ind i stuen medens de sang.

Nu bæres lyset frem
stolt på din krone
rundt om i hus og hjem
sangen skal tone
nu på Lucia-dag
hilser vort vennelag
Santa Lucia, Santa Lucia
 
Her ved vor ønskefest
sangen skal klinge
gaver til hver en gæst
glad vil du bringe
skænk os af lykkens væld
lige til livets kvæld
Santa Lucia, Santa Lucia

Nu trådte den første pige frem og begyndte at fortælle, og nu så Ella og de andre i sofaen, at det var ikke piger, det var nogle engle, de var så flotte. Så startede hun med at fortælle.

”Vi skal meget, meget langt tilbage i tiden, helt til år 300. Lucia var både ung, smuk og rig. Hun boede på Sicilien.  Hendes mor var meget syg og ingen kunne gøre hende rask. Lucia havde hørt, at der ved den hellige Agates grav skete mirakler, og hun fik sin Mor til at tag med. De knælede foran graven og bad. Her faldt Lucia i søvn og drømte at den hellige Agate sagde hende. ”Hvorfor beder du mig om noget du selv kan gøre din Mor rask med din tro. ”

Da Lucia vågnede var hendes Mor rask. Hun bad sin Mor om hun måtte give al den rigdom hun skulle arve til de fattige. Og det fik hun lov til. Da hendes Far hørte det, blev han meget vred og slæbte hende til den romerske ret.

’Her skulle hun ofre til de gamle romerske guder, men det ville hun ikke. Hun ville kun gøre det Gud forlangte af hende. De ville slæbe hende for en dommer, men de kunne ikke flytte hende. Man bandt hendes ben og arme samme og sendte bud efter 1000 mænd, de skulle flytte hende men det kunne de ikke, så sendte de bud efter 1000 okser og de kunne heller ikke flytte hende.

Dommeren udbrød, ”hvad er det for en tryllekraft, der gør at 1000 mænd og 1000 okser ikke kan flytte en pige? ” Lucia svarede, ”Det er ikke tryllekraft, men Kristi kraft. ”Så stak dommeren sværdet i Lucia og hun døde. Senere blev hun gjort til helgen.

Lucia betyder lys og det er grunden til, at vi laver Santa Lucia optog på Santa Lucias helgendag den 13. december og Lucia bærer brændende lys. Det er en skik der er kommet fra Sverige og sangen vi sang kom også fra Sverige. ”

Så vendte Engleen og Ella sig om og medens de sang igen gik de ud. De kunne høre dem synge hele vejen ud:

Nu bæres lyset frem
stolt på din krone
rundt om i hus og hjem
sangen skal tone
nu på Lucia-dag
hilser vort vennelag
Santa Lucia, Santa Lucia
 
Her ved vor ønskefest
sangen skal klinge
gaver til hver en gæst
glad vil du bringe
skænk os af lykkens væld
lige til livets kvæld
Santa Lucia, Santa Lucia

Leonora gik ud til dem, sagde mange tak, og tog først Ella ind til de andre i stuen og bagefter gik hun igen ud til Englene og hjalp dem op på plads og gjorde dem til engle igen. Menneske Else samlede på Engle og havde fået nogle stykker efterhånden, og det var dem der gik og sang sammen med Ella.

Leonora gik igen ind til de andre og satte sig på sofaen. ”Ud over det er Santa Lucia dag, så har det jo også været en lidt anderledes dag i dag.” Hun kiggede på Elias og Ella. ”Det ved jeg,” sagde Elias. ”Jo, det er fordi det kunne have været Alices mands fødselsdag, men han er død og Alice fortalte det var mere end 10 år siden.

Hun kunne ikke forstå der var gået så lang tid. Vi har ikke set ham, men det er okay, han kunne have fødselsdag for så får vi lækker flødekage. Og det smager godt.” Ella nikkede med et smil. Det syntes hun også.
”Ja, I har ret,” fortsatte Leonora. ”Jeg kendte ham, for han var her da jeg lærte familien at kende.” Ella kiggede på Leonora. ”Var vores Oldemor, her så også den gang.” Leonora smilede til hende. ”Ja, det var hun, en sød gammel dame.

I ved godt at det I ser og oplever her sammen med os, det må I ikke fortælle de voksne mennesker, ikke sandt.” De nikkede begge to. ”Det er en hemmelighed, men hvornår skal I hjem.” Leonora kiggede på de to menneskebørn.

Nu var det Ella der svarede. ”Ikke i morgen men i overmorgen, så hvad skal vi lave i morgen.” Nu lo Leonora. ”skal vi ikke sige det er en overraskelse som I ser i morgen. Jeg lover Jer det bliver lige så sjovt som i nat. Og nu må vi hellere få Jer ind igen, så I kan nå at sove lidt, før I skal op.”

De to sprang ned af sofaen og Leonora tog de to små nisser op og satte dem i sine lommer. Så gik de ind på Mormor Elses værelse. Her kiggede Bølle og Sille op da de kom ind. Leonora hjalp børnene i seng. Så gav hun Else noget vågn op pulver. ”Du vågner du skal”, sagde hun. Så vinkede de farvel og Leonora og de to nisser gik op.

Det varede ikke længe, så sov de og Leonora tænkte lige før hun faldt i søvn, at nu er der kun 11 dage til juleaften.

15
Alt det andet / Julekalender historie 12. december
« Dato: December 12, 2015, 12:33:08 am »
Julekalender historie 12. december

Det var atter mørkt på den gamle gård. Alt var stille. Oppe på loftet i det lille pigekammer var de to små nisser vågne. De havde jo sovet længe lige fra dagen i går, da de kom hjem fra deres tur i byen og så til nu. De var udhvilede og klart til nye eventyr.

Leonora var også vågen. ”Godaften i to små snudehoveder. I har vel nok sovet længe.” De to vidste ikke helt om hun var sur, men hun smilede til dem. Spir spurgte forsigtigt, ”hvad skal vi egentlig lave i nat.”

Leonora smilede stadig. ”Jo, i fortalte mig lige inden i faldt i søvn, at de to små menneske børn havde set Jer. Så jeg tænkte vi skulle gå ned og snakke med dem, måske vil de blive en hjælp.” De to små nisser hoppede af glæde. ”Det vil vi meget gerne,” lød det fra dem i kor.
 
De klædte sig på alle tre, og så gik de to små nisser over til Leonora og hun satte dem op i sine lommer og så gik de ned. De gik ind til Menneske Elses værelse for det var der de to små menneskebørn også sov. De skulle være hos Mormor Else et par dage.

Da de kom derind skulle Bølle til at knurre, men så opdagede han hvem der var og nikkede bare. Leonora gik straks hen til Else, tog sit sovepulver op og hældte på hende medens hun sagde. ”Sov.”

Så gik hun lidt væk fra sengen. Spir trak hende i hendes ærme og pegede. Ella var vågen, hun kiggede lige op på dem. Så puffede hun til sin broder Elias og pegede. Han blev hurtig vågen og kiggede også op på dem.

”Hej, jeg hedder Leonora og er et spøgelse,” de to menneskebørn, tog fat om hinanden, de blev bange. ”Rolig, jeg er et godt spøgelse og gør ikke nogen noget. Faktisk kender jeg de to hunde, Bølle og Sille. Det er derfor de er så rolige, for de kender mig godt.” De to menneskebørn slap hinanden og grinede.

Leonora fortsatte. ”De to i min lomme, det ved I jo godt er nisser, og ham der hedder Spir og den anden er Nissekost. I har jo mødt dem i går, da de var med Jeres Mormor med ude og handle.”

”Kom,” hun gjorde tegn til dem og sammen gik de ind i stuen. Bølle og Sille gik med. Leonora satte sig i sofaen og fik de to menneskebørn til at gøre det samme. ”I kan jo godt se, at der er noget i vejen med de to nisser her, kan I se hvad det er. Ella rakte hånden op. ”Ja, deres nissehuer og tøj er ikke rødt.” Elias nikkede.

Leonora smilede til dem. ”I er vil nok dygtige, for I har helt ret. Ser I der er sket et uheld med Julestjernen og den skal vi finde og få på plads for at nisserne igen kan få deres røde farve. For sker det ikke før Juleaften, ja så bliver der ingen jul, for så kan Julemanden ikke komme ud med sine gaver.
Det er derfor vi gik ind til Jer for at fortælle Jer det. Så hvis I opdager et eller andet, så må I komme på besøg her igen og fortælle det.”

Både Elias og Ella nikkede ivrigt. ”Men, hvad skal vi kigge efter.” Det var Ella, der spurgte.
Leonora nikkede. ”Godt spørgsmål. I skal lede efter spor fra en stjerne og lytte hvis nogen snakker om noget der er anderledes end det plejer. Tror I det kan lade sig gøre.” Begge børnene nikkede. De var meget stolte.

”Vi bor oppe på loftet i det lille værelse, men I kan bare give Bølle besked, så ved han hvordan han skal få fat på os.”  Ella lo. ”Bølle er en hund, og han kan da ikke forstå menneskesprog og slet ikke snakke det.”

Leonora kiggede ned på Bølle. ”Hvem siger det,” svarede han med en dyb stemme. Leonora lo nu over deres forbavselse. ”I har naturligvis ret, men ser I de kan snakke med os, det kan alle dyrene, og vi kan få alle ting til at snakke.”

Leonora bad Spir om at få de to små nisser der sad på en slæde. Det var kravle nisser. Han pegede på dem, og sagde, ”Hulla vulla hop, I skal tale.”  Nisserne på slæden kiggede op.

”Hej, godaften, hvad kan vi hjælpe med.” Leonora smilede til dem. ”Kan I give de to små menneskebørn og de to små nisser en lille tur på slæden. ”Det er da ingen problem.”

Nisserne og kælken kom ned på gulvet. Leonora pegede på de to små menneskebørn. ”Nu skal i krympe og blive små som nisser.” Lige med et var Ella og Elias blevet lige så små som nisserne.

Så satte de sig alle sammen op på slæden og så begyndte den stille men så blev hurtigere og hurtigere de fløj rundt på slæden. Ella og Elias skreg fordi de havde det sjovt.  Til sidste klappende Leonora i hænderne. ”Så skal I til at stoppe for nu er klokken mange. I to skal gøres store og puttes ind i seng til Mormor og vi andre skal også op og i seng.”

Nisserne satte farten ned og landede på gulvet igen. De andre steg af og sagde tak for turen. Så gik lidt hurtigt, nisserne med slæden sad igen på væggen. Spir sagde igen. ” Hulla, vulla hop, I skal tie.” Nu var det igen kun et par kravlenisser.

Ella og Elias kiggede benovet og det de så. Så gik Leonora hen til dem og pegede, medens hun sagde. ”Nu skal I blive som I er menneskebørn.” Straks blev de igen til Elias og Ella. Sammen gik de alle sammen ind til Elses soveværelse.

Bølle og Sille gik også med. Elias og Ella, kravlede i seng. Bølle og Sille lagde sig også på deres pladser. Leonora gik hen til Else og drysse vågen pulver ud. ”Nu vågner du når du skal” Sagde Leonora.

De vinkede farvel til børnene og hundene og så skyndte de sig op på pigekammeret. Leonora satte Nisserne ned til deres seng og det varede ikke længe, før de alle sammen lå under dyneren. Leonora tænkte på at der nu kun var 12 dage til juleaften, snart sov hun også.

Sider: [1] 2 3 ... 7