Vis indlæg

Denne sektion tillader dig at se alle indlæg oprettet af dette medlem. Bemærk at du kun kan se indlæg der er oprettet i områder du i øjeblikket har adgang til.


Emner - Desdicardo

Sider: [1]
1
     Jeg bliver utrolig træt af det danske selvhad, som næsten religiøst opflammer tidens debat.

“Jeg er misundelig på "de gode mennesker", som i disse dage støtter uden tanke. Jeg ville også være en følsom musiker i orkestret, mens "Titanic" går ned. Følge med strømmen og hengive mig til handling i et fællesskab af ensidigt korrekte holdninger. Men jeg kan ikke slukke for min logiske hjerne, som ser, at I bare gør det hele meget værre…

    Men I lytter ikke selv, mens I skælder ud på skeptikerne. I er de moderne børne-voksne, som ikke lytter til andet end umiddelbare behov og helst ikke tænker langsigtet over noget. … Barnet i mig tuder også over hver eneste af disse ulykkelige flygtningehistorier og vil helst redde alle!

Men verdenssituationen løses bare ikke ved, at de kommer herop. For det er ikke længere en enkelt båd eller ti, men millioner på vandring mod Nordeuropa. Med endeløse familiesammenføringer, medbragte interne konflikter og ar på sjælen vokser børnene op i en blandet kultur, indtil alt er forandret. Et pyramidespil, hvor alle taber tilsidst.

    Jeg er bekymret for, hvornår migrationens hastighed overhaler integrationens langsomhed. Det er et helt banalt, logisk regnestykke, og jeg vil have lov til at være ked af prognosen for minus uden at blive hånet for "paranoia" eller "fremmedhad".

    Den skandinaviske samfundsmodel er ikke et sæt regler, som let eller hurtigt kan læses og flyttes. Lige rettigheder er et tankesæt af tavs viden, som man har fået overleveret af sine bedsteforældre, naboer, skolelærer, kammeraters familier og offentlige stemmer. Danskhed er ikke et etnisk, men et "historisk dna", som tager tid at optage i en ny organisme.

    … Den nye religion hedder multikulturisme. Menigheden døbes som verdensborgere, og deres svar på alting er: grænseløst! At Danmark har evig skyld og uendelige ressourcer til at hjælpe alle. Jeg tænkte det samme som ung, men har med erfaring opdaget, hvor lille og sjældent Danmark er i en rå verden fyldt med nød og virkelig dårlige eksempler. (Men tager vi ved lære? ? ? nej!)

Jeg må erkende at JEG har ikke skrevet dette udmærkede indlæg, det har en kvinde endda en Socialdemokrat. Jeg må erkende at jeg er enig med hende, tankerne hun gjorde sig om denne sag var egentligt også mine erkender jeg derfor vil jeg ikke komme med et link som det er sædvane her på siderne så jeg lader artiklen tale for sig selv. :)

Jeg citerer Hende igen:

    "Det var samlivet med en tunesiskfransk kæreste, som åbnede min egen realitetssans for, hvor stort arbejde det kræver at leve tæt sammen under overfladen af tilsyneladende ens værdier.

    Han "underholdt" fra sofaen, når jeg kom træt hjem fra arbejde og begyndte forfra med at rydde op efter ham, inden jeg gik i gang med indkøb, madlavning og vasketøj. Derpå diskussioner om, at man selvfølgelig betaler for togbilletter af kollektive hensyn og ikke snupper alle kartoflerne fra vejboden uden at lægge penge.

    Jeg måtte forklare, at det danske system ikke er ‘dumt’, fordi det er så let at snyde, men at der er noget uskrevet, indforstået, som ligeledes giver os tillid, når vi glade betaler vores skat til infrastrukturen. At jeg ikke var enig i, at det er kvindens ‘pligt’ at servicere seksuelle særkrav ud over naturlige præferencer, og at jeg blev ked af hans raserianfald, hvis jeg ikke fulgte ham tæt på gaden. At jeg egentlig havde troet, at jeg ville få de penge tilbage, som han "lånte" …?

    Selv kaldte han sig feminist og mønsterbryder, fordi hans farfar havde 3 (samtidige) koner, 23 børn og næsten 100 børnebørn i Tunesien, som gradvis blev familiesammenført i Frankrigs mange parallel samfund af store arabiske ghettoer. Frankrig vil snart eksplodere, sagde han og drømte sig til Danmark.
"

      --------------------------------------------------------------------------------------------------
   
 Det er, som om al idérigdom kun handler om, hvad vi kan gøre for at få flere ind i Danmark: "Don’t leave us alone with the danes!", råber de ud i verden, og jeg bliver utrolig træt af det danske selvhad, som næsten religiøst opflammer tidens debat.

    Det ligner de samme personlighedstyper, som engang i kristne sekter dogmatisk straffede for skyld og skam. I nutiden ledes sekten af velformulerede, moralsk belærende humanister, som overfalder de "forkerte" danskere ved det mindste ukorrekte pip og banker dem på plads på alle sociale platforme. De har patent på empati.

    "Men jo mere nedladende og renfærdige, I fremstår med jeres korrekte verdensbillede og hån mod alt det usynlige, som får Danmark til at hænge sammen, des flere vrede lukkemekanismer på begge fløje. Bag modpartens let afviselige primitive retorik gemmer sig stumme stemmer, som ikke kan finde ord for afmagt og sorg over dansk kulturtab.”

Mvh. DB.

2
Af Sigurd Hartkorn Plaetner - Og Jeg. :))

På en bilkirkegård ved siden af mit gamle kontor på Refshaleøen står en slidt og forsømt Fiat Panda fra 80' erne og samler støv, fuglelorte og rådne efterårsblade.

I Guldbergsgade ser jeg ofte en duknakket pensionist i rædselsfuld fleece.

Han undviger, hver gang man har kollisionskurs, og han krummer sig sammen ved høje lyde.

Den åbenlyse forskel på de to må være, at hvor Pandaen er lavet af metal, gummi og glas, er pensionisten lavet af kød, knogler og andet organisk materiale.

Desuden har pensionisten antagelig en bevidsthed, og det tvivler jeg på gør sig gældende for Pandaen.

Når det er sagt, har det flere gange slået mig, hvor stor ligheden egentlig er mellem de to.

Begge er de af deres ejere blevet placeret på en pladsbesparende og ildelugtende institution med ligesindede, hvor deres eneste formål er at vente på afhentning af henholdsvis bedemand og ophugger.

Ingen af dem er konkurrencedygtige.

Hverken pensionisten eller Pandaen kan tage sig af en moderne familie med 3 børn, og ingen af dem hører til i København, hvis man spørger mig.

Og så er der den her eksistentielle skam, som de begge bærer over sig.

Hos pensionisten ses det på den bukkede nakke og halvdøde påklædning, hvor Pandaen manifesterer det med de slørede og nedadpegende forlygter, spinkle hjulophæng og et fladt fordæk.

Overflødige og til besvær
Byen og samfundet beundrer dem ikke for, hvad de var engang, alt deres hårde arbejde, de betalte skattekroner, tilbagelagte kilometer og alle deres rigtige beslutninger.

Pensionisten og Pandaen betragtes adskilt fra deres fortids bidrag og opnåelser.

De ses på med de løftede øjenbryn, der siger 'Ja ja, det er alt sammen meget fint, men hvad kan du gøre for mig nu?'.

Ingen husker de mange vintre, hvor Pandaen, som den første bil med firehjulstræk, hårdtarbejdende trak mindre privilegerede biler fri fra sneen, og ingen husker, hvordan pensionisten selv med influenza slæbte de mursten, der nu har ført til mange familiers hjem og hans egen krumme ryg. Og selv de, der husker, vil sige: 'Det var dengang. Nu har vi airbags, parkeringssensorer, elbiler, billige polakker, kraner og arbejdsskadeforsikringer'.

Og derfor skammer Pandaen og pensionisten sig over deres eksistens. De er ikke engang bare overflødige - de er til besvær! Forurenende, udgiftstunge, de sure tal i statistikken.

Når jeg ser Pandaen på Refshaleøen eller pensionisten i Guldbergsgade, slår det mig nogle gange: Hvordan havde de set ud, hvis de var i Italien? Landet, hvor en Panda fra 80' erne bliver kaldt verdens bedste bil, fordi den er pålidelig og trofast.

Landet, hvor de ældre mænd sidder i lapsede jakkesæt og med ranke rygge på byens torv og venter på, at barnebarnet kommer og spørger dem til råds. Landet, hvor du læner dig stolt op ad din Panda, viger for din oldefar, og hvor respekt er noget, du optjener igennem et langt liv med hårdt arbejde.

Men Pandaen står stadigvæk på Refshaleøen, og pensionisten vandrer stadig afvigende op og ned ad Guldbergsgade.

Sådan er det med København. Ting foregår, andre forgår, noget huskes, det meste glemmes, og om 50 år vil det muligvis være mig, der duknakket og med rædselsfuld fleece går ned ad Guldbergsgade som blot endnu en af fortidens forældede eksistenser i en by, der har travlt med funktion, forbedring og fornyelse.
Endnu engang har historien gentaget sig.

Sider: [1]