Vis indlæg

Denne sektion tillader dig at se alle indlæg oprettet af dette medlem. Bemærk at du kun kan se indlæg der er oprettet i områder du i øjeblikket har adgang til.


Emner - PU

Sider: [1] 2 3 ... 15
1
Hvem tør skrive noget objektivt?  :big_grin:

2
Fri Debat / Hvilke stater vil være glade for et A-bevæbnet Iran?
« Dato: Maj 13, 2018, 08:33:29 pm »
Jeg har lige diskuteret atomaftalen med en ven. Og fik det argument at alle muslimske lande vil gerne have at Iran får atomvåben. :ohmy:

Har det noget på sig?  :smile1:

3
Politik / Trump dropper atomaftalen med Iran
« Dato: Maj 09, 2018, 01:33:30 pm »
Og det var sku ikke særligt smart. Vi i Europa har ellers gavn af handel med iranerne.

4
Undersøgelse fra Sverige.

https://www.aftonbladet.se/nyheter/a/rLKwKR/unik-granskning-112-pojkar-och-man-domda-for-gruppvaldtakt

og de resterende 12% er perkere med svensk pas, eller konvertitter VED alle...

6
Historie / #Red Nyborg Slot
« Dato: April 01, 2018, 07:39:07 pm »
Det er en skandale hvis modernismens foragt overfor vor kulturarv vinder mere frem. For de vil bygge noget moderne arkitektur, som vil hæmme de gamle bygninger. Føj for satan noget svineri!  :angry:

Det her vil totalt ødelægge en del af Danmarks kulturarv. Så gå ind på facebook og twitter og gør det her til en folkebevægelse

http://nyborgslotsvenner.dk/

https://twitter.com/rednyborgslot

https://www.facebook.com/NyborgSlotsVenner/

7
Fri Debat / Spørgsmål og svar om jødespørgsmålet (JQ) Antirød
« Dato: Marts 31, 2018, 12:16:00 pm »
Ikke alle jøder er samfundsundergravende, men næsten alle de værste samfundsundergravere er jøder.

Lets begin!  :smile1:


8
Videnskab / African Language and the African Mind
« Dato: Marts 30, 2018, 06:55:54 pm »
Underholdende video og meget lærerig om afrikanernes kultur :big_grin:

Prof. Eugene Valberg discusses the connection between African language and the mind. Fra American Rennaisssance konference.


9
Fra medierne / Nyhedsstrømmen - Bare spam løs
« Dato: Marts 30, 2018, 06:03:00 pm »
Af og til overser man en nyhed, selvom man har været inde på et par nyhedsmedier i løbet af dagen. Så hvis man synes der er en historie som har lidt interesse, så post den her, på den måde får vi reduceret nyhedstråde om enkeltsager eller "kuturberigelser". Og vi slipper for Carlos "Hvad rager det os?"  :yes:

Fake news kan vi næppe undgå, men prøv at være lidt kritiske med hvad du bringer.

Citer venligst en lille smule af artiklen, hvis man ikke kan se det ud fra linket

Lets begin!

https://www.svegot.se/2018/03/29/broschyren-med-tips-for-dig-som-ar-gift-med-barn-kostade-12-miljoner-kronor/

10
Fri Debat / Snart kommer VIDEOEN over alle videoer *Vigtigt* Følg med
« Dato: Marts 29, 2018, 05:20:18 pm »
Er du fladhovedet? Nej, vel? :yes:

Så hold øje med #120dB


Hov den kan åbenbart ikke indlejres?? Så prøv det her link istedet:

https://www.youtube.com/watch?v=ATg_vtRjNEc&feature=youtu.be

----------------redigeret -----
tak til Me

11
Fra medierne / ‘Army Of Islam’: Erdogan’s Plot Against Israel
« Dato: Marts 27, 2018, 11:57:35 am »
Så kom kilden til historien fra fake news-mediet (((Newsspeak))) frem. https://newspeek.info/erdogan-vil-danne-gigantisk-krigsmaskine-army-of-islam/

((( https://www.algemeiner.com/2018/03/22/army-of-islam-erdogans-plot-against-israel/   )))

Det kunne være fedt hvis jødedrengene sørger for at sparke Tyrkiet ud af NATO.

Bemærk hvordan boomer-frikadellenationalisterne går amok!


12
Fra mig til dig / Convex Earth har du husket......
« Dato: Marts 25, 2018, 10:11:41 pm »
At betale din gæld til din hashpusher?  :hyper:

13
Videnskab / Vil menneskeheden være uddød omkring 2400?
« Dato: Marts 24, 2018, 10:54:45 am »
"It's great to be white".

De skulle sprede noget mere ben for de muslimske hanner for at forbedre deres gener.

Den hvide race er svindende i år 2400 vil den være forsvundet og vi skal allesammen være halvt sorte og halvt muslimer. Ikke noget skønt syn. Heldigvis vil menneskeheden være uddød til den tid.

Mennesket er utroligt dygtigt til at tilpasse sig, så ligegyldigt hvor store naturkatastrofer/forurening som hænder, så vil vi altid være her.

Dog indtil at vi evolutionært udvikler os til noget andet, eller hvis en konkurrerende organisme overvinder os.

14
Fra medierne / (((Kulturmarxistisk))) blåstempling af pædofili
« Dato: Marts 23, 2018, 04:54:42 pm »
https://www.weekendavisen.dk/smarticle/view/2

Jeg opgav at tælle jødiske navne i denne artikel. De forbandede venstredrejede, pædofile smovse så jeg gerne gasset, og jeg skulle med glæde gøre det selv. Dødsstraf til pædofili er en alt for mild straf.

"Et glemt kapitel
Historien om 1970ernes og ikke mindst 68ernes tvivlsomme forhold til pædofili er i det store og hele glemt, omgærdet af et tungt, kollektivt erindringstab. Det gælder ikke mindst de franske intellektuelles udbredte støtte til de pædofiles sag. Snart sagt ethvert stort navn fra epoken, ikke mindst Michel Foucault, advokerede offentligt for en afskaffelse af den seksuelle lavalder og for barnets ret til at give seksuelt samtykke til voksne.

For de franske ’68ere var ideen om den seksuelle frigørelse i høj grad inspireret af den østrigske psykoterapeut Wilhelm Reich, der i 1930rne blandede sin helt egen cocktail af Freud og Marx. Reich lokaliserede kapitalismens undertrykkelse i samfundets tabuisering af sexlivet. I kernen af dette stod knægtelsen af barnets seksualitet, der lagde selve kimen til fascismen. Selvom Reich blev latterliggjort i sin tid (blandt andre af Hans Scherfig i Idealisterne) genopstod han som indflydelsesrig tænker i 1970erne.

Den kendte filosof Gilles Deleuze tog eksempelvis Reich gravalvorligt. I 1971 forsvarede Deleuze en lærervikar, der var anklaget for at have instrueret sine elever i at udtrykke deres sexfantasier, og som offentligt havde erklæret, at man skulle »tillade den frie tilfredsstillelse af børns seksualitet«. Deleuze mente, at denne type pædagogik hørte fremtiden til, og at den ville »lede til nye former for organisering, og til en fantasiens disciplin, der står imod den nuværende undertrykkelse, der er langt mere farlig«.

At en ny tids pædagogik nødvendigvis måtte indeholde seksuelle relationer mellem børn og voksne, var et synspunkt, Deleuze langtfra stod alene med. Den ikoniske studenterleder Daniel Cohn Bendit, der måtte migrere til Tyskland efter at have spillet en nøglerolle i studenteroprøret i Paris og siden var med til at grundlægge De Grønne, kom i 2001 i et større stormvejr. Her kom det frem, at han i bogen Le Grand Bazard fra 1975 havde beskrevet, hvordan børn kælede for hans penis, da han arbejdede som pædagog i en progressiv børnehave i Frankfurt. Cohn Bendit nægtede at have forgrebet sig på børn og undskyldte blandt andet med, at han dengang var under heftig inflydelse af Reich.

Da Le Grand Bazard udkom i 1970erne havde beskrivelserne ikke vakt opsigt. Det er næppe overraskende, når man ser omfanget af pædofili-apologien, der på det tidspunkt herskede i den franske intelligentsia. Her bød man med åbne arme erklærede pædofile velkommen. Eksempelvis den pædofile aktivist, forfatter og filosof Tony Duvert, der tordnede imod den repressive borgerlige seksualmoral i aviser som Libération og åbent fortalte om seksuelle forhold med børn helt ned til seks års-alderen. Han skrev bøger om sexrejser til Marokko, hvor han var sammen med flere fattige og forladte børn og hævdede, at hans kærlighedsliv kunne føre ham hundreder, hvis ikke tusinder af år bag tremmerne. Det var vel at mærke for at beskrive den uretfærdige retssituation på området.

I 1973 udgav han romanen Paysage de fantaisie (Sære fantasier), der i billedrige detaljer beskriver børn, der oplæres til prostitution. Den udkom på det prestigefyldte forlag Éditions de Minuit, der gennem tiden har udgivet store navne som Jacques Derrida, Pierre Bourdieu og Herbert Marcuse. Bogen mødte anerkendelse blandt tidens litterære elite. Særligt begejstret var den kendte litteraturkritiker Roland Barthes, hvis lobbyarbejde skaffede den pædofile Duvert den fornemme litteraturpris Prix Médicis samme år.

Offentlige pædofile

Tony Duvert var ikke et ensomt fænomen. Andre filosoffer og forfattere i samme periode var erklærede pædofile og fortalte åbent om deres kærlighed til små børn, gerne i aviser som Libération. Det gjaldt eksempelvis forfatteren Gabriel Matzneff, der kaldte sig selv »børneelsker«. Matzneff havde fra 1977 til 1982 en ugentlig klumme i Le Monde og vakte blandt andet opsigt, da han relativerede barnemorderen Lucien Légers forbrydelser. Matzneff havde en særlig præference for børn mellem ti og seksten år og havde blandt andet haft et forhold til en 12-årig dreng – et af de mest »sensuelle væsener«, han havde kendt.

Det var ingen hemmelighed. Man kunne læse det i hans essay »Les Moins de seize ans« (Under seksten) fra 1974. At den slags ikke var lig med omgående social død, vidner hans vennekreds om. Her fandt man blandt andre den socialistiske præsident François Mitterrand, der offentligt roste Matzneff i 1989 - mens han var præsident. »Spontaniteten i hans dømmekraft, udtrykt i en krystalklar stil, er kombineret med et krav om sandhed, der ofte leder ham ud over grænserne for det, der opfattes som normalt,« som det lyder i Mitterrands personlige hyldest til sin vens forfatterskab.

Filosoffen og professoren René Schérer var måske tidens mest aktive intellektuelle pædofili-aktivist, der ikke selv var erklæret pædofil. René Schérer var i 1970erne en respekteret stemme i den offentlige debat, der i 1968 var rekrutteret til Vincennes Universitetet i Paris af Michel Foucault sammen med andre store skikkelser som filosoffen Alain Badiou og Gilles Deleuze.

Schérer erklærede sig offentligt som tilhænger af pædofili. I 1974 udgav han essayet med den Rousseau-inspirerede titel »Émile perverti, ou Des rapports entre l’éducation et la sexualité« (»Perverse Émile eller relationer mellem uddannelse og seksualitet«). Her ophævede han med inspiration fra Deleuze hierarkiet mellem barn og voksen. Det var lige så meget barnet, der skulle undervise den voksne, mente han. Og med henvisning til gamle grækere argumenterede han for, at pædagogikkens ophav lå i begæret og dermed i sin natur var både perverst og seksuelt. Læreren skulle derfor være »opmærksom på børnenes lidenskabelige attraktion« og hjælpe dem med at »tilfredsstille deres endeløse begær, uden for og imod familierne«.

Op gennem 1970erne udgiver Schérer en række tekster, der fremstår som rene defensorater af sex med børn alt sammen serveret i tidens bombastiske og højstemte filosofiske prosa, der er så karakteristisk for den franske tradition.

Børnelokkernes hogorfan

Den franske venstrefløjsavis Libération blev grundlagt af Jean-Paul Sartre i 1973 og var under det politiske lederskab af chefredaktør Serge July hovedorgan for tidens pædofili-aktivisme. I februar 1977 blev der i et læserbrev indkaldt til dannelsen af en pædofil aktivistgruppe. Og i maj samme år kunne avisen bringe den glædelige nyhed, at De Pædofiles Befrielsesfront (»front de libération des pédophiles« forkortet FLIP) nu var dannet med kontaktinformation, så interesserede læsere kunne melde sig ind. Befrielsesfronten skulle bryde »bourgeosiets tyranni« og kæmpe for en ny kultur af fri pædofili, der skulle komme til udtryk gennem en helt ny livsstil og kunst.

Chefredaktør Serge July blev i slutningen af 1970erne ni gange tiltalt for at bringe usømmelige billeder og opfordringer til overgreb på børn. I ytringsfrihedens navn genoptrykte Libération i 1979 samtlige af disse billeder, herunder et stort opsat billede af en præpubertær pige, der giver en voksen mand et blowjob.

Samme år bragte avisen et langt mikrofonholder-interview med den pædofili-anklagede Jacques Dugué. Dugué var allerede i 1974 dømt for voldtægt af adskillige børn og sad nu på anklagebænken igen. Som basketballtræner havde han lokket små børn ned i sin kælder og misbrugt dem systematisk. Han og flere medskyldige producerede børneporno til blade i det meste af Vesteuropa, herunder Danmark.

I Libération fik han lejlighed til at forklare sin sag. Børnene elskede at være sammen med ham. Hver og en. Det eneste problem var samfundets seksuelle forbud og tabuer. Dugué rasede mod en uretfærdig lovgivning, der marginaliserede mennesker og holdt dem fanget i fastlåste kategorier og »seksuelle ghettoer«. Forældre, ikke samfundet, skulle oplære deres børn til sex, mente han.

»Stop forfølgelsen af dem, der elsker børn, selv hvis de elsker dem med deres kroppe,« lød det fra den forfulgte pædofile, der mente, at politiet havde ødelagt et »smukt og stærkt« forhold mellem de små drenge og ham, der betød meget for dem. Nu måtte det være på tide at frigøre retten til nydelse for alle, også børn, lød proklamationen fra Dugué til Libérations læsere. Han skulle senere i 2002 få 30 års fængsel for produktion af børneporno.

Libération offentliggjorde i samme periode andre interviews med pædofile. Her fremstod de som milde børneelskere. I et interview fra 1982 beskriver en pædofil et fuldbyrdet samleje med en fem-årig pige. Ikke desto mindre bemærker journalisten det milde blik i øjet, når hans tale falder på børn. Til gengæld var avisen kritisk over for dommerne i verserende retssager mod pædofile. Det gjaldt også i en sag, hvor den anklagede angiveligt havde tvunget børn til at spise afføring. Hvor var volden henne? spurgte den kritiske Libération-journalist.

I 2001 publicerede Libération en selvkritisk artikel, hvor de erkendte disse forhold og deres medvirken i tidens pædofili-apologi. Men muligvis har avisens medansvar stukket dybere. Den italienske singer-songwriter Carla Bruni-Sarkozys personlige assistent Franck Demules udgav i 2009 bogen Un petit tour en enfer (En lille tur i helvede). Her beskylder han sin værge, den mangeårige, fremtrædende journalist på Libération, Christian Hennion, for at have misbrugt ham seksuelt som barn. Demules begyndte selv at arbejde på Libération som 14-årig. I sin bog undrer han sig over, hvorfor ingen på redaktionen satte spørgsmålstegn ved hans og Hennions forhold, selvom alle vidste, at de sov i samme seng.

Foucault og børnene

En hel kavalkade af store franske intellektuelle formåede i 1970erne at hvirvle sig ind i forsvaret for sex med børn. I 1977 sad tre mænd varetægtsfængslet på tredje år for seksuelle overgreb på piger ned til 12 år. Den 26. januar bragte Le Monde en erklæring underskrevet af over 50 fremtrædende offentlige personer og akademikere. De krævede de tre mænd frikendt og anklagede den »forældede lovgivning« for at hindre børn under femten i at udleve deres seksuelle liv. De tre mænds forbrydelse blev sat i anførselstegn. Blandt underskriverne var skikkelser som Jean-Paul Sartre, Simone de Beauvoir, Louis Aragon, Roland Barthes, Gilles Deleuze og André Glucksmann.

Samme år blev en anden erklæring sendt til det franske parlament, der krævede en afskaffelse af en række seksualpolitiske love, herunder den seksuelle lavalder. Erklæringen var underskrevet af tidens mest indflydelsesrige franske filosoffer Michael Foucault, Jacques Derrida, Louis Althusser, Jean-Paul Sartre, Simone de Beauvoir og litteraturkritiker Roland Barthes.

Foucaults begejstring for den iranske revolution er et velkendt, betændt kapitel i filosoffens politiske liv. Mindre kendt er hans aktive forsvar for retten til sex mellem voksne og børn. I et radioprogram optaget i 1978 og udgivet i skriftform året efter, forklarer Michael Foucault initiativet bag erklæringen, og hvorfor staten bør tillade sex med børn. Det er ikke en af Foucaults mest citerede tekster.

Ifølge Foucault er hele ideen om, at staten skal blande sig i sexlivet en nyere opfindelse, der især blev intensiveret under det nazistiske Vichy-regime i 1940rne. Foucault fortæller, hvordan lovgivning mod børneprostitution tidligere blev brugt til at forfølge lærere og præster med henvisning til den offentlige anstændighed. Med pornoens frigivelse befinder vi os nu i et nyt system af diskurser, værdier og kultur, hvor et sådant instrument ikke længere giver mening. Mindstealderen bruges nu til at forfølge et nyt »monster«, den pædofile, under dække af børnenes beskyttelse.

Da en journalist spørger Foucault, hvilken alder et barn skal have for at give samtykke til sex, får han intet præcist svar. Aldersgrænser giver ifølge filosoffen ingen mening. I stedet beklager han, at samfundet ikke lytter til barnet:

»De bliver anset for at være ude af stand til at have en seksualitet og ude af stand til at tale om den. Men når man lytter til et barn, hører ham tale, hører ham forklare, hvordan hans relationer faktisk var til den anden, voksen eller ej, hvis man bare lytter med nok sympati, kan man vurdere, hvilken grad af vold – hvis nogen – der blev brugt, og til hvilken grad der blev givet samtykke. At antage at et barn er ude af stand til at forklare, hvad der skete, og var ude af stand til at give samtykke, er to overgreb, der er utålelige og helt uacceptable.«

68ernes livssted

Der var kritiske røster i tiden, særligt fra feministisk hold. De blev i tidens vanlige retorik affejet som »reaktionære«. Men med 1980ernes ankomst ebbede den intellektuelle elites begejstrede engagement i pædofilisagen ud. I 1982 vidnede filosoffen René Schérer og forfatteren Gabriel Matzneff i retten til fordel for Libérations pædofile helt, serieforbryderen Jacques Dugué. Han var et forfulgt medlem af en marginaliseret minoritet, det borgerlige samfund ikke evnede at rumme, måtte man forstå. I løbet af retssagen kunne Schérer se sin offentlige anseelse og filosofiske karriere lide en brat død. Det skete under den såkaldte Koral-affære, der samtidig markerer begyndelsen på enden for den pædofili-apologetiske epoke i Frankrig.

En 21-årig mand ved navn Jean-Claude Krief havde fået nys om en afsidesliggende skole, et antipsykiatrisk såkaldt »livssted« ved navn Le Coral (Koralen). Det var grundlagt af ’68ere på en nedlagt bondegård i sydfranske Aimargues. Krief lod sig indrullere som praktikant og opdagede, at skolen var engageret i omfattende seksuelt misbrug af børn. Flere lærere tog aktiv del, og dørene stod åbne for pædofile. Især børn med Downs-syndrom blev udsat for overgreb, fortalte han senere til politiet. Fra »livsstedet« flød en strøm af børneporno ud til de internationale markeder.

Det kunne ligne et sted, hvor René Schérers perverse pædagogik var blevet taget bogstavelig og forsøgt udlevet i praksis. Men Schérer nægtede at tro det. Han beskyldte offentligt den unge Krief for at være »mytomanisk«, »forvirret og selvmodsigende« og fik opbakning af Matzneff. Schérer blev dømt for injurier og opildning til sex med børn for sine udtalelser. Han fik til sin forbitrelse ingen opbakning fra sin gamle kampfælle Michel Foucault. Med dommen vendte den engang så forstående intelligentsia stiltiende ryggen til den pro-pædofile filosof. Gabriel Matzneffs opbakning til Schérer kostede ham den ugentlige klumme i Le Monde.

Koral-affæren fik stor mediebevågenhed og endte med en række sexdomme til flere ansatte. Børnenes forældre, som ikke mente, deres børn var blevet misbrugt, dannede en støtteforening for Koralens leder, Claude Sigala, der ikke desto mindre endte med at blive idømt tre års fængsel for sex med en mindreårig.

Efter affæren forduftede Schérer som offentlig intellektuel. Anerkendt, betydningsfuld og respekteret i sin tid. I dag glemt. "

15
Fra medierne / Supermarkeds kulturberigelse
« Dato: Marts 23, 2018, 03:30:33 pm »
https://politiken.dk/udland/art6399845/Tre-dr%C3%A6bt-tre-s%C3%A5ret-Politiet-efterforsker-mulig-terrorh%C3%A6ndelse-i-fransk-supermarked

"Tre dræbt, tre såret: Politiet efterforsker mulig terrorhændelse i fransk supermarked

Det er endnu uklart, hvad gidseltagerens motiv er, men ifølge anklagemyndigheden i Toulouse har han erklæret loyalitet over for den militante gruppe Islamisk Stat.

Han skulle desuden kræve, at den hovedmistænkte bag terrorangrebene i Paris i 2015, Salah Abdeslam, løslades.

Derudover har et vidne - ifølge Le Figarto - fortalt, at en mand bevæbnet med kniv, pistol og granater trådte ind i supermarkedet 11.15 og råbte »Allahu Akbar« (gud er stor).

Flere vidner bekræfter dette, skriver Franceinfo.fr. "

Sider: [1] 2 3 ... 15