din-debat.dk

Jeg har lagt mærke til, at inden for de seneste år - aner ikke hvor mange, 5, 10, 15- er der kommet en tenden til, at man skal kramme og give hånd i stedet for bare at give hånd. Ikke til vildt fremmede, men til venner og bekendte. Specielt er det helt galt med et par venner af familien. Moren, datteren, svigerdøtre. Jeg kan simpelthen ikke snuppe det. Jeg vil ikke sige, at det overskrider min grænse så det er ubehageligt, men det overskrider min privatsfære noget så grusomt. Også fordi det sker uden nogen form for samtykke. Jeg overvejer næste gang bare at række armen/hånden til dem, så lang den er, for at signalere: hold dig væk. Men jeg kan nærmest se det for mig, hvordan der alligevel bare kommer arme i størrelse XXL imod mig. Eller skal jeg bare nævne det for dem?

Er jeg sart, gammeldags, underligt, følger ikke med tiden?

I så fald er du ikke alene! Jeg kan bedst lide et godt fast håndtryk, hvor man kan se hinanden i øjnene.

Jeg er efterhånden vant til krammere. Men jeg foretrækker nu et håndtryk.

Jeg kan også nogle gane blvie lidt overrumplet når nogle jeg egntlig ike synes jeg er SÅ tæt på vil give krammer..
men jeg er vist nok den type der signalerer til folk at man altså skal holde sig lidt på afstand af mig, så det er ikek så tit det sker.

Jeg tror faktisk godt du kan prøve den med den langstrakte arm, men det kan godt være det er lidt svært nu hvor I ligesom allerede ER på kram.

Jeg synes også nogle gange det er svært. Hvem krammer og hvem gør ikke. Vi har aldrig brugt det i min familie, men har så fået en "krammer" gift ind i familien. Jeg synes faktisk det er lidt hyggeligt, at selvom jeg ikke kender hende særlig godt (hun er gift med min fætter og vi ses max 2 gange om året til store familie-kom-sammener) får jeg - og alle andre - et knus af hende. Og det virker ikke "akavet". Hun gør det af lyst, ikke af pligt. Det er bare sådan hun er. For hvis man bare giver et "pligtkram", kan det mærkes og virker unaturligt.

Nå, men det hjalp dig jo ikke, Homofaber Og jeg har ikke rigtig nogle forslag til, hvordan du kan undgå det - men jeg forstår dig godt. Kan du ikke bare kramme lidt af "pligt", måske kan de godt mærke, at du ikke kommer helt tæt på og får det hurtigt overstået, og egentlig helst vil undgå det.

Det kan jeg nu ellers også godt følge dig i. Jeg har ikke noget imod at kramme familie og venner, men når bekendte begynder at kramme løs syntes jeg også at det er lidt akavat. Har flere gange oplevet at man har mødt nogle måske 2 gange i en forsamling og så kommer vedkommende 3 gang og krammer en. Det virker lidt mærkeligt.

Både for personligt og på en måde upersonligt også?
Det er ligesom at sige "jeg elsker dig" hele tiden, så mister det dets betydning på en måde. Hvor et kram skal være en varm hilsen til nogle, kan det godt blive til en lidt mærkelig rutine.

Men det er altså også svært at få sig til at afvise et kram, når der er en der kommer og vil have et....

Når jeg har været ude til møder i forskellige lande i forbindelse med mit arbejde som projektleder i Global Investment, så har jeg oplevet mange forskellige fremgangsmåder.
Jeg er efterhånden blevet mødt af krammere både af familie og venskabsmæssige forhold, som jeg bl.a. også er mødt af i løbet af mit arbejde.

Jeg er selv til et godt fast håndtryk hvorved man har muligheden for at hilse 'ordentligt' på hinanden.
Det giver mig som mand gåsehud at modtage en krammer af folk man ikke ligefrem er 'van til' at dele selskab med.

Specielt husker jeg et møde i Frankrig hvor jeg og et par kollegaer havde arrangeret et par dage i byen Marseille et par dage i nogen ferielejligheder. Jeg husker bestemt at mødet inden som var præget af at der er kind-kysseri inden, hvilket jeg blev meget utilpas ved. Kvinden som fremlagde de fælles projekter vi skulle vedtage, kiggede bekymrende da jeg ikke helt var med på det kind-kysseri. Dog måtte jeg anstændigt indordne mig med forholdene, men jeg har aldrig glemt det..

Jeg har svært ved at vænne mig til en krammer, men det er vel også et spørgsmål om opdragelse?

Jeg forstår dig kun alt for godt.
Jeg har selv boet i et ”krammeland” i mange år – men dertil skal det altså lige siges, at heller ikke alle krammer med alle.
Nu står jeg på den anden side og er selv blevet lidt af en ”krammer” men kun overfor folk, som jeg holder af.
Jeg holder f.eks. meget af min søster, som jeg kun ser sjældent, og hun ved heller ikke, hvad hun skal stille op med mit ”kram” – men jeg gør det nu alligevel (thihi), for jeg har lyst til at vise hende, at jeg holder af hende..

Måske kunne du prøve at ”overleve” et lille ”pligt-kram” ;-)

Jeg ville blive super ked af det, hvis jeg en dag fik en lang arm i stedet for.

Hellere en krammer end en lammer.